Tak, det går fint......Lyver jeg lidt.

Svaret er vel egentligt mest, at det går ok ind imellem og måske nogen gange knap så godt, men at det jo også går godt. 
Det er bare nemmere at sige, at det går fint, end at differentiere ok, godt, mindre godt og knap så godt. 
At det går fint, bliver derfor muligvis tit sagt med lidt stram mund, men det er der som regel ingen der ser.
Det er jo heller ikke fordi, der er voldsomme skvulp i tilværelsen. Heldigvis. 
Det er der en vis (stor!) taknemmelighed over. Det er mere i tydelig træthed, i irrationel irritation, i latente længsler og i diffuse drømme, at halv-utilfredsheden gnaver og skurrer. Lille sten i skoen princippet. Ingen kommer til skade. Det går alligevel fremad, bare ikke optimalt.
Det har gået stærkt i en lang periode. Igen. På alle planer. Ikke på den voldsomme dårlige måde, bare meget, meget stærkt. 
Og det skal man egentligt ikke klage over. Det er godt, at have noget at lave. 
Det er bare sådan, at jeg ikke er ubetinget god til, at det går stærkt. 
Faktisk kan man nok godt mene, at jeg kan være lidt dårlig. Måske næsten lidt meget dårlig i perioder eller i hvert fald ikke noget der nærmer sig vildt god.
Jeg kan godt være i noget, der går stærkt og kan også rigtig godt li' det, kortvarigt, men jo mere stærkt det går, jo mere er der brug for huller med ro. 
For pokker hvor kan jeg da bare godt lide ro. Stilhed. Langsommelighed. Frihed. Kreativitet. Uendelighed. 
Send lige noget mere, hvis du har noget du kan undvære, så tager jeg gerne opvasken eller hvad du nu har brug for...... 
Jeg savner f.eks. at sy. At have en ide i hovedet og få den transformeret ned gennem ca. 1,40 meter stof, en saks, et mønster, noget tråd i passende farve, overlocker, symaskine og coverpro og et par timer i sykontoret.
Jeg savner at blogge. Ikke, at jeg synes, at jeg har det store at fortælle. I hvert fald ikke noget som vil ændre verden voldsomt. Bare de der små glimt, som jeg selv synes er så hyggelige at kigge igennem efter tid.  
Jeg trænger også til noget mere yoga. Yoga gør mig til et bedre menneske. Et menneske som er væsenlig nemmere, at have med at gøre både for de andre, men absolut også for mig selv. 
Jeg savner at bage. Sukker er godt eller måske er det (næsten) lige så meget processen. At smide nogle æg, noget sukker, lidt mælk, lidt mel, og lidt andet fyld i en skål. Vælte det ud i en fin bageform og så lidt ventetid ved ovnen. 
Så er det tid til kage og varm te.
Jeg savner at læse en bog. Bare en god historie. At lade mig underholde med andres tanker. Det kan jo så godt kombineres med kage og te.
Jeg trænger til min strand. Det er faktisk lige nu jeg bedst kan li' den. Ret tom og blæsende. Den er god at kigge langt på og tænke mellemstore tanker på. Mit arbejde tager bare nogle bidder af mine eftermiddage og solen går tidligere i seng, så det er en ret dårlig kombi.
Men jeg har ikke mødt ret mange, der har ro, stilhed, langsommelighed, frihed, kreativitet og uendelighed på lager i metermål og litermål, så der er nok kun en vej frem. 
Led rigtig grundigt og find det selv. 
Det har været der før, så mon ikke det kan graves frem igen?
Lige om lidt er det heldigvis efterårsferie og ferie kan oftest godt overtales til at rime på ro.




Kommentarer

Populære opslag