Meget ny vej frem

Jeg har valgt at gå i skole igen. To år på su. Den del lader vi bare stå. 
Vi er flere, der synes at det er ret hårdt ind imellem.....
Men det er også en helt fantastisk mulighed der bød sig og jeg er glad for at min gennemtænkte og gennemarbejdede og grundigt underbyggede ansøgning via kvote 2 gav adgang. Jeg opfyldte ikke de almindelige krav til at komme ind ad døren, men så er det altså heldigt, at der var en anden dør. Jeg har selv valgt, også det der med su'en og jeg ved godt, at det ikke er så normalt at hoppe tilbage til skolebænken "i min alder" og at jeg er cirka 20-25 år ældre end mine medstuderende. 
Det mest almindelige efter en sygemelding pga. stress (og mener nogle nok, det mest voksne og velovervejet) er enten at komme tilbage til det job, der væltede en og så forsøge at gøre det hele på en lidt anden måde, så man ikke vælter ved træet igen eller også finder man et nyt job, forsøger at passe godt på sig selv og så kommer man forhåbentligt godt videre.....men det vil jeg altså ikke. Jeg kan ikke!
Jeg vil ikke leve mit liv på den måde.
Det gik så galt med et totalt stressnedbrud fordi jeg for længe har overset alle blinkede lamper og overhørt alle hylende sirener.

  

En af de reaktioner jeg har fået på, at sige jeg nu vil læse, er at sige, at jeg er modig. 
Det er jeg bestemt ikke. Som i overhovedet ikke. 
Jeg vil bare ikke mere arbejde på denne måde. Jeg kan ikke. Jeg gider ikke være i live på denne måde. 
Jeg mener i bund og grund, at vi alle samme har pligt til at tage vores liv alvorligt og bruge det allerbedst muligt.
Det varer ikke evigt her på jorden og derfor skal man ikke spilde tiden.

Jeg har gennem flere år mærket, at jeg næsten ikke orkede  mere, alt for ofte alt for træt, tung og ked af det.
Følte at jeg hver eneste dag valgte at stå op og tage en maske på hver morgen og så klamre mig til den hver eneste hverdag. Orkede faktisk ikke, at fredag var den aller, aller, aller bedste dag på hele ugen. 

Fredag ér den bedste dag på ugen, men de andre dage må ikke komme så langt nede sammenrodet i en trist bunke.

Jeg har igennem lang, lang tid negligeret mit behov for at bruge mit arbejdsliv på noget, der giver mig mening. 
Jeg har brug for at være grundglad for det meste. At kunne se en mening, at føle, at jeg gør en forskel, at jeg bruger de talenter, som jeg har i samspil med andre.
Jeg kan sagtens lave de "rugbrødsopgaver" der skal laves for at hjulene kører jævnt rundt. Jeg er ikke bange for gentagelser og rutineopgaver, men sådan overordnet skal jeg kunne føle meningen helt ned i celleplan. Jeg savner flow, leg, udvikling, påvirkning, mening og ansvar, og jeg savner at være glad langt ind i knoglerne. 
Sådan har det ikke været længe. Faktisk kan jeg ikke huske hvornår det var sådan sidst og når sådan en klarhed rammer ens hjerne er det ikke modigt at gå en anden vej.
Det er faktisk allermest livsfarligt at blive på den gamle vej.

Jeg var stagneret. Størknet. Frossen. Jeg var groet så fast i noget der ikke er rigtig, at jeg følte mig bundet og begrænset og låst inde uden mulighed for at få fat i nøglen.
Se, det er faktisk vanvittigt ubehageligt og farligt og når muligheden for at slippe ud er til stede, er det ikke modigt at gå.
Det var bare livsnødvendigt, hvis ikke jeg skulle dø lidt mere inden i. 

Jeg har været faret vild og forsøgt at passe ind, lade det ligge, bundet en knude, klippet en tå, snittet lidt i en hæl.
Jeg har virkeligt prøvet at syntes, at det var ok, for det var jo ikke meget slemt, men 
det gik altså ikke på den måde.
Det blev også krydret mere og mere med en nærmest hysterisk skræk for bare at lade tiden gå. 
Bare gå, uden at jeg opdagede det. Det har jeg nemlig oplevet, at den bandit til tid kan finde på.
Og så står jeg der.....midt på perronen og har ikke fattet at toget altså kørte, mens jeg kiggede den anden vej.
Det går ikke. Jeg ved ikke hvad jeg skal, men jeg går ud og leder nu. Jeg leder efter et ægte formål med mit liv.
Et formål, hvor det driver mig ud af sengen om morgenen, fordi jeg glæder mig. Hvor jeg liiiiige skal lidt mere.
Hvor jeg er glad for dagen der gik og allerede glæder mig til næste dag.


Mantraet er:
Jeg glæder mig over at bruge mange af mine kompetencer og jeg glæder mig over at gøre det på en måde, hvor jeg synes jeg bidrager bedst.

Det handler mere om, at jeg gerne vil skabe de åndehuller til at arbejde med de kreative områder af livet, jeg ved, giver mig glæde og energi end præcis hvad, hvor og med hvem. 
Jeg går nu. Ikke særlig modig, faktisk en smule skrækslagen ind i mellem, men jeg går fordi jeg heldigvis har et valg. Det er truffet! Døren bag mig er lukket.




Kommentarer

  1. Hørt!
    Glæde i hverdagen og arbejdslivet er på ingen måde et urimeligt ønske. Tvært imod!
    Jeg løfter på hatten i respekt, og ønsker god vind på denne nye vej frem.

    SvarSlet
  2. RESPEKT - hvor er det sejt!!
    Og hvor dejligt, at du ikke lader dig nøjes, men går efter glæden. Sådan skal og bør det være, det er bare ikke alle, der tør:-)
    Man ved, hvad man har, ikke hvad man får....
    Må man spørge, hvad det er, du skal til at læse?

    SvarSlet
    Svar
    1. TAK! Jeg tror, også selvom jeg ikke er særlig modig, at det er alligevel er værre at blive hængende i hvad man har, hvis det ikke er godt, end at lede efter det man kan få:-). Jeg er begyndt på Markedsføringsøkonom uddannelsen.

      Slet

Send en kommentar

Populære opslag