Forskellen på at kunne klare og kunne tåle....
Der er en forskel. Der ér faktisk en meget vigtig forskel!
Også selvom den måske ikke altid er så tydelig, så bliver den det, hvis det hele pludselig ramler.
Forskellen har jeg aldrig været ret bevidst om.
Kunne jeg klare det, kunne jeg jo gøre det. Tror jeg, at jeg tænkte...eller også er sandheden mest, at jeg nok ikke tænkte så meget over det.
Der er altid ting der skal gøres og nogle, der skal gøre dem og det kørte jo meget godt. En gang i mellem. Ofte gik det faktisk ikke særligt godt set i bakspejlet, men det gik jo og at det ikke gik supergodt lige nu, var jo bare fordi og på grund af den der store opgave, som der faktisk bare kom flere og flere af, måske var der også noget ferie for nogle og så var det selvfølgelig derfor, eller også var afdelingen ramt af sygdom, andres børns 1. og 2. sygedag, afspadsering, skæve helligdage osv. osv.
I en helt almindelig verdens hverdage er der faktisk mange gode grunde til og undskyldninger for, at det bare lige ikke køre optimalt i dag, i går og i morgen, men at det selvfølgelig nok lige om lidt bliver bedre.....eller også gør det ikke og på et tidspunkt, så vælter det hele.
Fordi det bare er for svært og tungt at blive ved med at kunne klare og kunne tåle.
Men nu er tågen lettet og jeg kan nu, her fra den anden ende af tunnelen, berette om at det helt sikkert godt kan betale sig, målt på alle langsigtede parameter, at være bevidst om forskellen.
Det er et af mine mantras fra nu af. Ja, det kan godt være at jeg kan klare det, men hvis jeg har ikke godt af det - og når jeg ikke har godt af det, så har alle omkring mig heller ikke godt af, at jeg alligevel gør det!
Jeg bliver nemlig ikke den bedste version af mig selv, hvis jeg bliver ved med, at gøre det jeg faktisk ikke tåler, men godt kan klare med sammenbidte tænder og tilbageholdt åndedræt, så lægger tågen sig straks kold og diffus ned over mig.
I en periode og helst en veldefineret periode kan jeg rigtig, rigtig meget. Uden problemer og jeg gør det gerne, fordi det bidrager, men jeg gør det aldrig mere bevidstløs og bare fordi. Aldrig!
Også selvom den måske ikke altid er så tydelig, så bliver den det, hvis det hele pludselig ramler.
Forskellen har jeg aldrig været ret bevidst om.
Kunne jeg klare det, kunne jeg jo gøre det. Tror jeg, at jeg tænkte...eller også er sandheden mest, at jeg nok ikke tænkte så meget over det.
Der er altid ting der skal gøres og nogle, der skal gøre dem og det kørte jo meget godt. En gang i mellem. Ofte gik det faktisk ikke særligt godt set i bakspejlet, men det gik jo og at det ikke gik supergodt lige nu, var jo bare fordi og på grund af den der store opgave, som der faktisk bare kom flere og flere af, måske var der også noget ferie for nogle og så var det selvfølgelig derfor, eller også var afdelingen ramt af sygdom, andres børns 1. og 2. sygedag, afspadsering, skæve helligdage osv. osv.
I en helt almindelig verdens hverdage er der faktisk mange gode grunde til og undskyldninger for, at det bare lige ikke køre optimalt i dag, i går og i morgen, men at det selvfølgelig nok lige om lidt bliver bedre.....eller også gør det ikke og på et tidspunkt, så vælter det hele.
Fordi det bare er for svært og tungt at blive ved med at kunne klare og kunne tåle.
Det er et af mine mantras fra nu af. Ja, det kan godt være at jeg kan klare det, men hvis jeg har ikke godt af det - og når jeg ikke har godt af det, så har alle omkring mig heller ikke godt af, at jeg alligevel gør det!
Jeg bliver nemlig ikke den bedste version af mig selv, hvis jeg bliver ved med, at gøre det jeg faktisk ikke tåler, men godt kan klare med sammenbidte tænder og tilbageholdt åndedræt, så lægger tågen sig straks kold og diffus ned over mig.
I en periode og helst en veldefineret periode kan jeg rigtig, rigtig meget. Uden problemer og jeg gør det gerne, fordi det bidrager, men jeg gør det aldrig mere bevidstløs og bare fordi. Aldrig!
Kommentarer
Send en kommentar