Lukket ude....

Det forrige indlæg; Bag dig i julestemning udgav sig selv. Jeg skrev det en gang i løbet af sommeren og satte det på udgiv automatisk når det bliver jul. Det var det første af flere som jeg ville forfatte og udgive i løbet af december for denne jul, der skulle der skrues højt op for småkager, gran, julestjerner, lyskæder og julemuzak!
Sandheden blev bare den, at jeg ikke rigtig er med. Hverken til julesjov eller direkte bagved blogindlægget. 

Jeg er på en måde lukket ude - ikke lige som sidst fra Google og co. Denne gang er koden en smule mere rodet at knække.
Det er min hjerne, der har lukket mig ude eller i hvert fald lukket ned.
Det føles mest som et lynhurtigt snigangreb fra en Ninja og smask, så lå jeg i gulvet og blev talt ud.
Det sneg det sig ind og jeg så det ikke, eller det passer vel ikke helt, set i bakspejlet, men jeg så i hvert fald ikke hvorhen det gik, før jeg blev sendt hjem og bedt om at få fat i min læge. 
Fra lægen fik jeg en stress- og depressionssygemelding af fire uger ad gangen, en recept på antidepressiver  aka lykkepiller og en henvisning til en psykolog.

Så nu er jeg her. Hjemme i et hjørne. Det er også det bedste og sikreste. Jeg virker nemlig ikke. Der er en del udfald, fejl og mangler som skal udbedres før jeg igen er med. 

Jeg kan ikke finde rundt! Jeg kan i hvert fald ikke med sikkerhed finde rundt. Nogle gange kan jeg, andre gange overhovedet ikke.
Jeg har boet her i 20 år, så jeg mener nu nok at jeg kender de fleste veje, men ikke nu. 
Jeg aner lige pludselig virkelig ikke, hvor jeg er henne eller hvor jeg skal hen. Jeg kan ikke genkende det.......

Jeg kan ikke handle ind. Jeg kan ikke nødvendigvis finde eller genkende en pakke rugbrød. Jeg kan i ramme alvor traske rundt og rundt i min lokale Fakta og gå igen uden rugbrød. For jeg kan ikke finde det..... 
Man kan jo godt mene, at det nok står på reolen ved andet brød, boller og lign., som det plejer, men jeg genkender det ikke. 
Jeg kan ikke finde reolen. Ingen genkendelse overhovedet! Jeg kan ikke se burgerbollerne, eller knækbrødet, så det kunne lede mig til rugbrødet, men jeg kan ikke. 
Det er underligt OG vildt ubehageligt. Jeg plejer at snuppe en pakke uden at tænke over det, allerhøjst lidt hurtige betragtninger om priser og holdbarhedsdato, men ikke nu. 

Jeg har det svært ord, bogstaver og sætninger. 
Bl.a med at følge med i samtaler. Jeg hører og forstår hvad der bliver sagt, men min hjerne arbejder ikke stærkt nok til at jeg kan deltage ordentligt. 
Det er ligesom at ord og sætninger ikke bygger sig hurtigt nok op inde i mit hoved og når der så endelig er bygget en sætning, så er det ikke der samtalen er længere eller også kan jeg ikke sige den. Jeg har den klar. Den kommer bare ikke ud.
Sådan har jeg det også ofte, hvis jeg bliver spurgt om noget. Jeg har svaret. Jeg kan se svaret. Høre det inde i mit hoved. Det vil bare ikke komme ud. Jeg har brug for al den stavekontrol jeg kan få, når jeg skal formulere mig skriftligt. Bogstaver og ord er ikke længere en selvfølge.

Læge og psykolog siger, at det bliver godt igen. Det kommer bare til at tage meget, meget lang tid og jeg skal have tålmodighed og lade min hjerne regenerere, så den kan lappe de sorte huller.....Jeg skal have stilhed, ro, ingenting og sove. 
Jeg prøver virkeligt! For jeg vil virkelig meget gerne virke igen.