Søg i denne blog

mandag den 28. november 2016

Siden sidste blogindlæg


kom sommeren og gik igen og det samme gjorde efteråret sammen med al tiden og så var det pludselig vinter og julen er nu meget tæt på.
Jeg ved ikke, hvordan det præcis skete. Når man skal passe arbejde, børn, dyr og det løse og også en gang imellem er nødt til at kravle lidt i hi, fordi krav og forventninger og indtryk vælter én, så bliver det desværre lidt hurtigt lidt småt med den der tid. 
Jeg synes, at 2016 har været noget af en oplevelse. Ikke på den dårlige måde, bare en tur med meget fart på.
Turen startede med noget utilfredshed, allerede i slutningen af 2015. En tydelig følelse af, at jeg var på vej hen mod et eller andet sted, hvor jeg vist ikke skulle/ville/kunne være, uden at slå nogle knuder.
Et sted, som gjorde mig til noget, som jeg ikke så godt kunne lide. Et sted hvor en snert af noget, måske ikke ligefrem ligegyldighed fik lidt for godt fat. Ligegyldighed er nok skudt lidt over målet, måske var det mere fraværet af passion, mening og en friskhed, der stivnede? Det gjorde mig i hvert fald til en udgave af mig selv, som jeg ikke helt kunne genkende (eller holde ud.)
Den slags skal der handles på, også selv om man ikke kender vejen. Den må komme efterhånden. Det kan godt være, at hen i mod motivation oftest er, at foretrække, men i en snæver vending, så må væk fra motivation være brændstoffet. Så er det bare at håbe på, at der kommer et paradigmeskift og hen i mod tager over. 
Jeg er glad for min nye arbejds-verden og at jeg gik, i stedet for at blive hængende længere og prøve at udtænke hele vejen hen mod et nyt ukendt mål.
Jeg arbejder flere timer og har længere transporttid, men det føles egentligt ikke sådan. Trætheden og tristheden er ikke længere et grundvilkår i min hverdag. 
Jeg er fint tilfreds lige nu og det er godt, selvom skiftet måske var fremprovokeret mest af en jeg-kan-ikke-blive-her-længere-følelse. 
Vi var bare vokset fra hinanden, det ellers udemærkede job og jeg. Sådan går det måske nok bare nogle gange, når tiden går, uden at blive bemærket voldsomt. 
Så var det bare dér, det og jeg endte.
Vejen væk var ikke så svær, sikkert fordi den var så nødvendig, men jeg synes dog nok, at det der med at være ny er lidt svært, selvom det også er godt. 
Det er godt, at se sig selv og blive set med friske øjne. 
Men det altså også været svært og med tanker i kø om, i hvor lang tid, man egentligt kan tillade sig, at være ny?
At gå fra, at være en-af-de-gamle,-der-ved-hvad-vi-plejer, til at være en hjælp-hvad-stiller-jeg-nu-op-med-dette-her? Jeg må hellere spørge. Igen. Igen og IGEN! 
Bevares, de tager det pænt alle sammen. Det er kun noget jeg slås med. Fordi jeg jo så gerne vil kunne finde ud af det. Give mening og være med til at løfte og gøre en forskel
Men jeg synes faktisk, at det er svært og ind i mellem tænker jeg, at må der s.. da snart være noget/det meste, der er rutine? At nu gør jeg bare mit arbejde, fordi jeg ved hvordan, uden slinger i valsen..........Og så kommer der lige en bølge ind fra højre, som ikke lige passer ind i formen. 
Så spørger jeg lige igen. Og igen og igen. 
Men der er da også flere dage, hvor jeg synes, at nu er den der da. Erfaringen. Genkendelsen. Forskellen.
Det er godt og fylder heldigvis mere end besværet og usikkerheden ved at være ny.
Men der har været nogle kolbøtter på turen. For hvad er jeg, når jeg ikke er, hvad jeg plejer at være? 
Jeg prøver, at være den, jeg rigtig gerne vil være. Nogle dage gør det mig tavs og træt og sur og urimelig og pivet og ked af det. 
Det er de dage, hvor vejen fra hvor og hvem jeg er, er ret langt fra hvad og hvor jeg gerne vil være.
Og der er heldigvis også dage, hvor det meste falder i hak og der er udvikling og fremdrift og ro og rigtighed og nok af det. 
Og sådan gik der så lige et halvt år, med at være ny og med at slå kolbøtter, men en af de ting jeg har savnet mest, mens jeg har været ny og slået kolbøtter er Haveheksen og hun skal derfor opprioriteres. Som om det kunne gå den anden vej?
Men hun skal opprioriteres, fordi Haveheksen er en del af det, jeg gerne vil være. Jeg savner at finde på og fortælle og kigge tilbage, gå en anden vej, finde på noget andet, fortælle lidt, kigge lidt mere og gå lidt mere.
Og derfor er det heldigt at lige om lidt, så er det jul og den skal jo helst være, som den (nogenlunde) plejer at være, så der er rig mulighed for at være, som man plejer, finde på og spejle sig i genkendeligheden. Lige nu er alt godt, genkendeligt og spiseligt.