Søg i denne blog

torsdag den 12. oktober 2017

Tak, det går fint......Lyver jeg lidt.

Svaret er vel egentligt mest, at det går ok ind imellem og måske nogen gange knap så godt, men at det jo også går godt. 
Det er bare nemmere at sige, at det går fint, end at differentiere ok, godt, mindre godt og knap så godt. 
At det går fint, bliver derfor muligvis tit sagt med lidt stram mund, men det er der som regel ingen der ser.
Det er jo heller ikke fordi, der er voldsomme skvulp i tilværelsen. Heldigvis. 
Det er der en vis (stor!) taknemmelighed over. Det er mere i tydelig træthed, i irrationel irritation, i latente længsler og i diffuse drømme, at halv-utilfredsheden gnaver og skurrer. Lille sten i skoen princippet. Ingen kommer til skade. Det går alligevel fremad, bare ikke optimalt.
Det har gået stærkt i en lang periode. Igen. På alle planer. Ikke på den voldsomme dårlige måde, bare meget, meget stærkt. 
Og det skal man egentligt ikke klage over. Det er godt, at have noget at lave. 
Det er bare sådan, at jeg ikke er ubetinget god til, at det går stærkt. 
Faktisk kan man nok godt mene, at jeg kan være lidt dårlig. Måske næsten lidt meget dårlig i perioder eller i hvert fald ikke noget der nærmer sig vildt god.
Jeg kan godt være i noget, der går stærkt og kan også rigtig godt li' det, kortvarigt, men jo mere stærkt det går, jo mere er der brug for huller med ro. 
For pokker hvor kan jeg da bare godt lide ro. Stilhed. Langsommelighed. Frihed. Kreativitet. Uendelighed. 
Send lige noget mere, hvis du har noget du kan undvære, så tager jeg gerne opvasken eller hvad du nu har brug for...... 
Jeg savner f.eks. at sy. At have en ide i hovedet og få den transformeret ned gennem ca. 1,40 meter stof, en saks, et mønster, noget tråd i passende farve, overlocker, symaskine og coverpro og et par timer i sykontoret.
Jeg savner at blogge. Ikke, at jeg synes, at jeg har det store at fortælle. I hvert fald ikke noget som vil ændre verden voldsomt. Bare de der små glimt, som jeg selv synes er så hyggelige at kigge igennem efter tid.  
Jeg trænger også til noget mere yoga. Yoga gør mig til et bedre menneske. Et menneske som er væsenlig nemmere, at have med at gøre både for de andre, men absolut også for mig selv. 
Jeg savner at bage. Sukker er godt eller måske er det (næsten) lige så meget processen. At smide nogle æg, noget sukker, lidt mælk, lidt mel, og lidt andet fyld i en skål. Vælte det ud i en fin bageform og så lidt ventetid ved ovnen. 
Så er det tid til kage og varm te.
Jeg savner at læse en bog. Bare en god historie. At lade mig underholde med andres tanker. Det kan jo så godt kombineres med kage og te.
Jeg trænger til min strand. Det er faktisk lige nu jeg bedst kan li' den. Ret tom og blæsende. Den er god at kigge langt på og tænke mellemstore tanker på. Mit arbejde tager bare nogle bidder af mine eftermiddage og solen går tidligere i seng, så det er en ret dårlig kombi.
Men jeg har ikke mødt ret mange, der har ro, stilhed, langsommelighed, frihed, kreativitet og uendelighed på lager i metermål og litermål, så der er nok kun en vej frem. 
Led rigtig grundigt og find det selv. 
Det har været der før, så mon ikke det kan graves frem igen?
Lige om lidt er det heldigvis efterårsferie og ferie kan oftest godt overtales til at rime på ro.




søndag den 13. august 2017

Et nyt kapitel for alle indvolverede



Jeg har stort barn og en lille voksen i dag! 
Altså er jeg sådan lidt halvgammel i det......den del lader vi lige stå lidt.....
I dag er der ny skolestart og et helt nyt kapitel.
Mindste teenageren skal installeres i sit nye liv. Vi har pakket en god del af hendes tilværelse ned. Nu skal den flyttes og pakkes ud i en anden landsdel. Må det blive et kanon godt år for hende. Jeg har gjort det før, afleveret en på efterskole, men denne gang er det min baby. Den sidste jeg har. 
Nu er der ikke mere efterskole potentiale på marken. Så Facebook kan vi ikke lave en aftale om at stoppe med reklamer med efterskoler på min væg?
Jeg er ikke i målgruppen længere, siger jeg jo.

Ud over at jeg er udfordret over, at skulle give min baby videre til en ukendt færden mellem en flok fremmede meget store børn, så er jeg også officielt mor til en voksen i dag. 18 år kan ældste teenageren skrabe sammen i dag. 
Jeg har ikke mere, at skulle have sagt. Ikke mere, at jeg kan bestemme. Ikke, at jeg ikke prøver at gøre det alligevel. Det stopper næppe bare pga. en dato, men fra i dag bestemmer
hun faktisk selv alt. 
Jeg tror nok, at det skal gå. Hun er klog og dejlig. Hun kan godt. Jeg kan også godt. Lige om lidt. Jeg skal bare lige trække vejret lidt. 

Mht. til store og meget store børn, så er vi altså også der, hvor I like it - I love it. Måske også lidt like/love over det med ikke, at være helt ung og sprød længere.......Men begge dele skræmmer mig også helt ind i knoglerne. Det er noget af det der gør, at jeg bliver sentimental og på kanten af grådlabil ind imellem. 
At jeg mere end jeg plejer, elsker langsommeligheden. Fordi den giver mulighed for, at være stille i det der er. At huske at nyde lige nu.
Fordi det går stærkt og lige nu er væk og ændret til noget andet lige om et øjeblik.
Men andet kan også være godt og lige nu er alt godt.

onsdag den 9. august 2017

Nu uden billeder

Jeg var på en fin tur i går. Turen gik igennem en park, hvor der boede et flot gammelt slot og omkring parken, hvor der lå en dejlig skov. 
Nå ja, og aftensmaden blev indtaget i nærheden og var en stor gammeldags vaffel fyldt med rigtig flødeis fra Hansen is, jordbær guf og hjemmelavet flødebolle med marcipanbund......Haveheksen havde simpelthen en sommerferie-fest!
I dag ville jeg så gerne have vist billederne og reklameret lidt med noget pænhed. Altså reklameret med det på den Jeg-er-vildt-og-barnligt-begejstret-måde - Ikke på den der Der-er-nogen-der-har-givet-mig-et-slot/en skov/en park/en is-måde, for det var der ikke. 
Ingen affiliate links til køb af slotte eller parker med rabat her.
Men da jeg har glemt mit kamera og det ikke indgår på listen over, har-jeg-glemt-noget,-så-køber-jeg-det, så har jeg brugt min mobil til at tage billeder med. 
Det har fungeret før, men denne gang kan jeg ikke få billederne rystet ud og over på computeren. Jeg har prøvet alt, hvad jeg kan komme i tanke om, men ikke om det vil slippe de bileder. 
Så der bliver ingen reklame for seværdigheder i Hornsherred og fortælling om min nærved rystende oplevelse over, at min bil måske var blevet væk……Eller måske er det mere en lille historie om, at der ikke er gået en spejder tabt i mig, fordi jeg ikke er så god til at navigere i skove og at jeg godt kan glemme fra gang til gang, at jeg ikke er så god til det. Der mangler tydeligvis altid noget mulighed for udsyn og nogle klare vejskilte i sådan en skov. 
Men historien ender heldigvis godt og igen i dag har bilen og jeg været på tur, men der er så heller ikke lige nogle billeder. Eller det er der, men de vil heller ikke ud. Jeg arbejder videre på sagen, mens jeg tænker over, om jeg skal overgive mig og investerer i en IPhone i stedet for den gamle Samsung, eller om jeg bare skal huske kameraet.
Jeg ved ikke helt, hvad der vil være nemmest.

tirsdag den 8. august 2017

Endelig sommerferie

Jeg har sommerferie nu. Ret meget sent, men nok egentligt lidt værst, alene. 
Skovtrolden og ældste teenageren er startet henholdsvis på arbejde og i skole i går. Mindste teenageren har en lillebitte smule ferie tilbage, inden hun bliver leveret på efterskole på søndag. Når man har sådan en lillebitte smule ferie tilbage, inden man skal væk fra hverdagene, så er der meget at nå. Heste, der skal klappes og rides, bedsteveninde der skal ses. Sådan vigtige sager, forstås. 


Når nu der ikke er specielt meget brug for mig på den hjemmelige matrikel, så er jeg taget ud i det blå eller grønne. 

On tour i sy camp. Flere dage kun med syning og fint alene hotelværelse med al den ro og selvbestemmelse jeg overhovedet orker. Frihed til spise is til aftensmad, sove ligeså længe som jeg kan få til at hænge sammen med mødetider, køre hvorhen jeg vil efter endt syning. Det har jeg gjort, så der er indlæg på vej om Haveheksen som turist. 
Det føles som om, at omkring mig har kørt meget stærkt ret længe, så det er, når det nu er sådan det kunne blive mht. ferie, ok med alenehed og tid til ro. Jeg trænger til ro i mit hoved, overskuelighed, til at trække vejret og bestemme selv. Så det gør jeg. 


I år er stof i lange baner, symaskine, overlocker, cover pro, tråd i alle farver, bånd, elastik, knappenåle, håndarbejdsblade, mønstre, opsprætter, sakse og andet grej pakket......Har jeg mon glemt noget? Så må jeg købe det, lige som boblevand, småkager, chokolade, vand og andet vigtigt.
Jeg har endelig ferie. Bilen er tanket og læsset og jeg ved hvor jeg skal hen. All by myself og jeg kan finde ud af det.

Til næste år, der vil jeg dog have genindført langsommelighed, solskin og god tid sammen med flokken hjemme på marken på samme tid i en eller anden version. 



mandag den 7. august 2017

Fuldmåne, delvis måneformørkelse og enden på de lyse nætter

7. august, så langt rakte de lyse nætter i år. Nu er det (næsten!) slut, måske på en måde, inden det rigtig kom i gang?
Det kan selvfølgelig stadigvæk nås i det små, smukke aftener med fine solnedgange, men jf. kalenderen, så er de lyse sommeraftener altså slut. 
Kommer der en, så snupper jeg den med gin og tonic (og et vattæppe eller to) Jeg er overhovedet ikke færdig med det der sommer.
I aften var der også en delvis måneformørkelse, men jeg ved ikke, om den overhovedet kunne ses fra Danmark, eller man skulle have været på en anden (og mørkere) breddegrad?
Månen var jo nærmest formørket, inden den fortrængte solen og stod op. Lyse aftener eller ej....

Det er også fuldmåne i aften.
Jeg er i Nordsjælland nogle dage indlogeret på lille fint Bed and Breakfast og med værelse oppe under taget med fine tagvinduer. Jeg havde lige håbet på, at jeg fik lidt måneskin ind, men her er godt nok bare mørkt. Jeg må bo ud til et forkert verdenshjørne.

Heldigvis har jeg da billeder af en tidligere måne over den hjemlige mark:
Jeg elsker sommer med sol og sommer, men jeg elsker altså også månemagi.


torsdag den 3. august 2017

Der er snegle og så er der snegle


Der er snegle og så er der altså snegle.......Midt på en mark er der mange snegle, men de fleste er ok. Vi lever i fin og fredelig sameksistens.

 Dem her kan vi rigtig godt li'. 

De har deres eget hjørne, hvor de har levet uden at lave ulykker i mange år.  Det vildeste der skal ske, er at indfange en vildfaren sjæl i ny og næ, når der er én, der en sjælden gang får forvildet sig ud på markvejen/gårdspladsen. 
De er alle udstyret med et flot og kraftigt hus, men en bil holder de trods alt ikke til.
I middelalderen avlede munkene vinbjergsnegle i klosterhaverne og spiste dem. Snegle blev ikke regnet for rigtig kød, så de måtte også gerne spises i fasten. Jeg har nu aldrig haft lyst til at spise af mine.
Jeg ved ikke, hvor gamle de kan blive, men sidste år mødte jeg en, der i hvert fald var 10 år. 
Da teenagerne var mindre, samlede de på vinbjergsnegle. Sneglene blev omhyggeligt indsamlet og indsamleren skrev sit forbogstav og årstal på huset. Sidste sommer kom der så en snegl gående, som var markeret med A06
Det betyder, at Astrid indfangede den i 2006. Da var hun 7 år. Sidste sommer var Astrid så 17 år og det føltes som meget, meget længe siden, at hun samlede på vinbjergsnegle.

Cepaea nemoralis......

Almindelig havesnegl eller almindelig lundsnegl. Vist nok noget med om deres "fodsål" er mørk eller lys. 
Findes i hobetal i haven i mange størrelser og farver på huset. Lever også i fin sameksistens her. Kun jordbærene kan vi blive lidt uenige om, men da her bor mange fugle og mange frøer og tudser, så de hjælper de med til at holde bestanden på et niveau hvor de der er, bare er pæne og til at holde ud. 
Jeg synes de er fine og bliver altid en lille smule dårlig, når jeg hører et knas i græsset under fødderne. Jeg behøver ikke kigge efter. Jeg ved godt, hvad den lyd betød.  Nogen blev mast, men det er altså altid et uheld. Jeg gør det aldrig med vilje.

Men til noget andet, eller faktisk til det samme, bare på en anden måde. Som overskriften siger, så er der snegle og så er der snegle og en ny slags er kommet til byen/marken og de er vist kun ude på ballade.

Nu er det mig, der samler snegle. 

Ikke på børnemåden med spand og sprittusch, men med min spade. 
Balladesnegl + skarp staudespade= to halve snegle.
Jeg har fået Iberiske snegle i butikken. Skovtrolden har fået besked på, at græsset skal holdes kort på plænerne. Ikke at det sikkert afskrækker de slimede bæster særligt meget, men så kan jeg bedre se dem og præcisions-hakke dem. 
På en tur rundt i haven i tusmørke og efter en regnbyge kan jeg dele 100 uden at lede. Bare ved at gå rundt og kigge på græsset. 
En aften snuppede jeg lidt over 200. Det var altså inden de blev halve. 
Der var jeg klar til at lave en Maude......Jeg går i seng, Hans Christian!  Jeg nøjes med at råbe, at jeg ville genindføre høns på matriklen og at jeg i øvrigt altid havde ønsket mig en flok moskusænder.....Jeg må have noget hjælp og en skarpere spade.
Indtil da, undskyld mig. Jeg må gå. Solen er ved at gå ned og det har regnet hele dagen. Der er snegle, der skal deles!



søndag den 18. juni 2017

Opskriften på langsomhed


Jeg elsker langsomhed! Da jeg var barn var sommerdage bare uendelige, der var masser af is i fryseren, solen skinnede altid og der var altid tid nok......Det er i hvert fald sådan jeg husker det.....
I dag fandt jeg et glimt af det og opskriften på langsomhed bestod af:

 Et stk. stor blodbøg, andre træer kan sikkert bruges, bare trækronen er stor nok både til at gemme sig under, til raslelyde i vinden og til et kig gennem bladene op til en blå himmel.

Et par solide blomstrende hyldebuske i umiddelbar nærhed. Helst placeret i vindretningen, så duften af hyld omfavner blodbøgen. I dag var den garneret med duften af uægte jasmin. Det blev det slet ikke ringere af.

Godt med puder og vattæpper og nederst mod græsset et tæppe, der ikke er bange for myrer, græs, jord, små kviste og andet småskidt.
Et stykke tid der, kan give et glimt af barndommens uendelighed. Uendeligheden varede lige indtil, at det blæste op, så var magien ligesom også blæst væk.
(Jeg husker altså ikke, at det trak koldt i min barndoms somre?)
Men det var godt så længe det varede og jeg har aftalt at mødes med bøgen, så snart vejret er til det igen.

I morgen er det mandag og dér bliver det vist svært at vedligeholde drømmen om uendelighed langsomhed.