Søg i denne blog

søndag den 18. juni 2017

Opskriften på langsomhed


Jeg elsker langsomhed! Da jeg var barn var sommerdage bare uendelige, der var masser af is i fryseren, solen skinnede altid og der var altid tid nok......Det er i hvert fald sådan jeg husker det.....
I dag fandt jeg et glimt af det og opskriften på langsomhed bestod af:

 Et stk. stor blodbøg, andre træer kan sikkert bruges, bare trækronen er stor nok både til at gemme sig under, til raslelyde i vinden og til et kig gennem bladene op til en blå himmel.

Et par solide blomstrende hyldebuske i umiddelbar nærhed. Helst placeret i vindretningen, så duften af hyld omfavner blodbøgen. I dag var den garneret med duften af uægte jasmin. Det blev det slet ikke ringere af.

Godt med puder og vattæpper og nederst mod græsset et tæppe, der ikke er bange for myrer, græs, jord, små kviste og andet småskidt.
Et stykke tid der, kan give et glimt af barndommens uendelighed. Uendeligheden varede lige indtil, at det blæste op, så var magien ligesom også blæst væk.
(Jeg husker altså ikke, at det trak koldt i min barndoms somre?)
Men det var godt så længe det varede og jeg har aftalt at mødes med bøgen, så snart vejret er til det igen.

I morgen er det mandag og dér bliver det vist svært at vedligeholde drømmen om uendelighed langsomhed. 


fredag den 16. juni 2017

Brevet der aldrig bliver sendt



Kære gl. Skole

I går blev mit yngste yndige barn 16 år. Hun havde en fin dag med godt med gaver, godt vejr og var også ude og spise med sin familie, sådan som traditionen byder det her hos os.

Men det var faktisk overhovedet ikke det, jeg ville fortælle dig….
Jeg ved ikke, om du kan huske mig? Det tror jeg godt du kan, i hvert fald tror jeg, at en del af dem, der har haft deres gang i dig, kan huske mig. 
Jeg er mor til xx. Hende du sagde, var så vigtig i klassen. Hun var noget af bedste sociale lim, der var og så var hun tolerant og rummelig og utrolig ressourcestærk.

Tak for de pæne ord. 

Og hver gang, der var billedkunst, emnedage, oppyntning eller andet krea involveret, så blev hun rost til skyerne. For krea er noget hun kan. Hun var (og er) altid så meget bedre end alle de andre. Hendes ting var altid præget af fantasi, godt håndværk og høj kvalitet.

At få at vide, at ens barn er et grundgodt empatisk og socialt menneske med helt fantastiske kreative evner er dejligt. Sådan ser jeg hende jo også........ 
Der hvor filmen knækkede for mig, var jo bare, at ungen hverken kunne skrive, læse, stave, dansk/tysk/engelsk, regne eller fattede nærmest minus af fysik/kemi, da vi nærmere os over halvdelen af forbrugt skoletid. 

Jeg pippede op om min bekymring mange gange. Var ved at tude lidt ned i bordpladen, hver gang der var forældrekonsultation. Du var overhovedet ikke uenig. Faktisk var du ret enig og også bekymret. Det stod flere gange i elevplanen, at I var bekymret eller lidt i tvivl om, hvor meget hun forstod af det faglige….

Kan du godt huske, at jeg sad mange gange, som i rigtig mange gange og prøvede at få noget faglig hjælp til hende? At jeg sagde, at jeg (og hun) ikke kunne blive ved med at lave lektier 3-4 timer om dagen. At det ikke var den måde jeg gerne ville være mor på. At sidde med et barn, der gik i skole fra kl. 8.15 – 14.30 og når mor så kom hjem, så forsatte skoleundervisningen nærmest indtil sengetid, kun afbrudt af aftensmaden og alligevel skrev jeg ca. 2 gange om ugen på intra, at hun ikke havde lavet dette eller hint? Dag ind, dag ud, uge efter uge forsatte vi….Jeg synes, det var synd både for hende og for mig.
Du var stadigvæk ikke uenig med mig. Overhovedet ikke. Faktisk var du så bekymret for hende, at du ikke var sikker på, at hun ville kunne bestå med 2 i gennemsnit og der var jo også det der med, at blive erklæret uddannelsesparat..... 
Men du vidste altså ikke, hvad du skulle stille op med hende. 

Da jeg en gang nævnte, at hun måske var talblind, sagde ham du havde ansat til at lære hende matematikken, at han nok ikke var uenig, men at han ikke vidste, hvad han skulle gøre. Hun havde rigtig store vanskeligheder. Det virkede slet ikke, som om at hun forstod det, men han havde jo aldrig lært at undervise i matematik på seminariet på anden måde end den han gjorde, så han havde ikke noget løsningsforslag….Det var der, kære gl. Skole, hvor jeg så besluttede mig for, at jeg nok skulle få knækket den matematiske kode for hende. Det var dér, jeg Googlede mig frem til Pernille Pind. Hun er genial og alt for ukendt i det ganske land. Eller måske er det bare her ude i udkanten af provinsen? Jeg ved det ikke, men ved hjælp af hendes tanker og teorier i de bedste bøger om matematik jeg nogensinde har set, så lykkedes det faktisk at få knækket nogle af koderne. Bøgerne om matematik står stadigvæk sammen med bøger om læring, undervisning, pædagogik og lign. på reolen. Som et minde over kampen for læring.

Kære gl. Skole. Ved du, hvor mange meter bøger jeg f.eks. har om læringsstile? Nej, det ved du selvfølgelig ikke, for du har da heldigvis aldrig været i mit soveværelse…..men på reolen bagved min seng, der står mange. Rigtig mange bøger, som jeg har læst for at hjælpe mit barn bedst muligt med noget, hvor jeg slet ikke synes jeg var den af os to, kære gl. Skole, som skulle have været bedst til det. Det føltes lidt som, at være til en slags konkurrence, som jeg aldrig havde bedt om at blive meldt til.
  
Da jeg sent, meget sent, måske for sent, eller i hvert fald i allersidste øjeblik, meldte hende ud fra dig, sagde du, at du da håbede, at det var det rigtige valg hendes far og jeg havde truffet på hendes vegne. Du sagde det absolut ikke, som om du troede på det, men lige dér var jeg så ligeglad, for jeg var af den klare overbevisning, at dette var den aller-rigtigste beslutning hendes far og jeg nogensinde havde truffet på hendes vegne.

Og ved du hvad, kære gl. Skole? Det var det! Den nye skole så hende, både for hendes sociale, kreative og ressourcestærke kvaliteter, men absolut også som én, der godt kunne lære noget fagligt. 
Så de begyndte at samle op, der hvor du gav fortabt. I to skoleår gjorde de hvad de kunne og hun har godt nok også kæmpet det bedste hun har lært. Det har været voldsomt meget.

Men ved du også hvad, kære gl. Skole?
Det virkede. Sgu. Hendes afgangs-eksamener, både skriftlige og mundtlige er gået godt. 

Så i går sad jeg faktisk og overvejede at græde lidt ned i bordpladen igen. En anden bordplade, et andet sted og af helt andre årsager.

Hvorfor? Fordi hun ringede glædestrålende og fortalte, at det var gået SÅ godt til den allersidste omgang i 9. klasses afgangseksamen. 
Hun fik 12!.... 12 i mundtlig engelsk. 

Så kære gl. Skole. Måske var det alligevel mere dig, end hende, der ikke passede ind? Og måske var beslutningen om skoleskift rigtig? 

Jeg har overvejet at sende dig en kopi af hendes afgangsbevis. Så kunne du sætte den op på opslagstavlen på lærerværelset og tænke over det. 
Bare hvis nu du engang skulle møde en anden af hendes slags. 

Efter sommerferien sender jeg hende på efterskole, med en rigtig god fornemmelse i maven. Ungen viste sig heldigvis både klog, målrettet og kæmpende nok til en ungdomsuddannelse. Hun ved godt hun kan. Nu kan hun så forhåbentlig i god ro og orden bruge sine sociale og ressourcestærke kvaliteter og nyde sit ophold. Hun har valgt en skole med en decideret kunsthåndværker-linje. Den ros for at se de rigtig gode kreative evner, skal du dog have. 
Resten inkl. gennemsnittet på afgangsbeviset takker jeg altså den nye skole, mig selv og hendes fuldstændig fantastiske kampgejst for. 

Kærlig hilsen xx’s mor
  
PS. Efter efterskolen vil hun gerne på htx, hvor hun vil læse linjen bioteknologi. Det åbner nemlig mulighed for den lange videregående uddannelse hun allerhelst vil have. 
Hun tror på det. Jeg tror på det. Det ved jeg godt, at du ikke gjorde.

søndag den 9. april 2017

April er.......


1. april = 1. dag i rigtigt vand. Godt nok kun fusserne, men havvand det var det! Og slet ikke så koldt som frygtet.


Mere havvand, eller fra havvand. Skovtrolden har sat garn og fanget en fin laks, som skal på grillen.


Han har også fanget flade fisk, som allerede er fileteret, dobbelt paneret og spist til frokost.

April er også fine solnedgange. Elsker når det bliver lyst længere og længere om aftenen. Det går mod sommer, går det.

onsdag den 29. marts 2017

Den fineste lille Esso



Jeg har ryddet op i billederne på min telefon og en hel del blev slettet og en hel del havde jeg glemt alt om.......(Note to self, ryd nu op lidt før alle funktioner ved telefonen er ved at brænde sammen, så ligger der heller ikke flere hundrede billeder, som skal vurderes, organiseres og evt. slettes) 
Men jeg faldt altså over dette her. Da jeg så det, kunne jeg godt huske, at jeg tog det. 
Den fineste lille Esso tank/værksted lige ved vejen igennem Sorø.
Det er taget en dag, da jeg holdt for rødt i et kryds og jeg havde holdt i mega lang kø i mega lang tid.
Og min tålmodighed i kø er ikke køn.
Flere gange havde jeg langt oppe foran mega køen set lyset skifte fra rødt til grønt, rykket mig lidt og så set lyset skifte fra grøn til rød......Indtil jeg lige pludselig fik pladsen foran denne helt fantasiske lille bygning.
Elsker altså når udviklingen sådan lige har overset en lille perle.
 

fredag den 24. marts 2017

Raskmelding


Jeg er raskmeldt igen på (næsten) alle planer. Jeg er ikke på fuld kraft, men det er dog væsentligt bedre end de foregående uger og jeg genoptager mit projekt for 2017, at jeg vil have flere forsætlige ønsker. 
Dem jeg beskrev her; Nytårsforsætter eller drømme 
Jeg drømte om dem, uden at vide, at starten af 2017 ville kræve noget andet.
Der er gået rigtig meget tid med at være sygemeldt. Hvis jeg tænker tilbage på 2017, så husker jeg kun de første 2-3 uger af januar. 
Så kom der lige en operation i vejen og resten af 2017 er så gået med.......ingenting eller i hvert fald forsvindende lidt og med en træthed, som var det samlede Kongeriges plejehjem værdige. 
Jeg vidste ikke man kun være sååååå træt, såååååå længe....... Trætheden er jeg endnu ikke sluppet for, men den er da i en form, hvor jeg generalt kan huske hvad jeg selv hedder og gøre mig en smule nyttig, inden jeg vælter om.
Det er hvad det er. Det værste er faktisk, at mange ugers underdrejethed har afsløret en nok slet skjult hemmelighed....... Jeg er dårlig til at være syg. Virkelig, virkelig, meget dårlig. Faktisk så dårlig, at det føles flovt.
Jeg ser mig selv som et menneske, der elsker at meditere og kan nærmest gøre det på kommando. 
En af mine største drømme er et silent retreat med meditation, eftertænksomhed og yoga.
Jeg elsker det. Stilheden. At skulle intet gøre og intet at forholde sig til. Bare at være i stilheden. Lige nu. Lige her.
Sådan fungerede det så bare overhovedet ikke, når virkeligheden ikke var hverdag, en sjat solskin og overskud.

Jeg synes stadigvæk, at det er lidt dumt og svært. Det er svært at forholde sig til, at jeg åbenbart er en anden, end den jeg troede jeg var....i hvert fald, når jeg er presset ud af dagligdags-formen. 
At det vist så lidt bedre ud, at være den jeg var inde i mit hoved, end den jeg måske sådan rigtig er?
Bevares, jeg er da tit effektiv, tæsker rundt og er vældig sød og smilende, men ofte er jeg nok tættest på helst at ville være en småsær eneboer, gerne med egen voldgrav og vindebro.
Jeg mærker temmelig tit og tydeligt, at jeg nok kunne trives med et liv på en øde ø, væsentligt længere end de fleste andre.
Og derfor kom det nok også så meget bag på mig, at jeg var så dårlig til at lave ingenting og ligge stille fordi det altså var det eneste jeg kunne.
Selvmedlidenheden tårnede sig op i bunker.
Jeg var sølle og det gjorde ondt over det hele. Det gjorde ondt at gå, stå, ligge og sidde.
Jeg kan ikke tåle morfin og jeg kan ikke tåle ibuprofen,
men jeg kan faktisk heller ikke tåle ikke at være smertedækket ordentligt. 
Jeg bliver umulig! Helt umulig og ynkelig og kan ikke være i hvad der nu er. Det skal være noget andet. Hvad som helst, men det, der er, skal gå væk. NU.
Det er heldigvis nogenlunde overstået. 
Og jeg lærte måske noget vigtigt om mig selv. Selv om jeg helst ikke ville se det.
Men, må det af mange grunde, men dog rigtig meget af hensyn til mine nærmeste, aldrig blive nødvendigt at operere på (i?) mig igen.

Måske var det også fordi, jeg ikke havde forstået budskabet i de pjecer jeg fik med hjem af flinke sygeplejesker fra forundersøgelserne?
Når der står, at du kommer hjem, måske dagen efter operationen eller i hvert fald senest dagen efter dagen efter, så er det ikke fordi du løber ned af trapperne og ud mod parkeringspladsen og du giver dig heller ikke til at støvsuge i vildskab, så snart du sætter foden inden for egen dør.
Nej, at komme tidligt hjem er et udtryk for effektivitet. Ikke din, men Regionens. Det er fordi en anden skal have din seng. Der står én i kø.
Bevares, det er da rarere at 
restituere i egne hjemmelige omgivelser end på et tætpakket sygehus, 
Det er nemmere at være hjemme, når det gør ondt at stå, sidde og ligge og tårer og snot flyder flere gange dagligt i frustration. Når kvalme og smerter mudrer oven i, i en ucharmerende pærevælling.
Det, der giver god mening (mest bagefter, når man er ret fattesvag) er, at de mener hvad de siger, og ved hvad de snakker om, når de siger. at du nok skal være sygemeldt fra dit kontormus-arbejde i ca. 4-6-8 uger. 
Men jeg har forstået budskabet nu og jeg er bestemt taknemmelig for at være igennem og på vej tilbage mod en standard hverdag. Det hele går fremad og det hele bliver lysere og lysere nu.

PS.
Hvis du ser et ynkeligt kridhvidt og træt spøgelse blafre rundt på stranden, herude i den vestlige del af sjælland, så er nok bare mig og der er intet at være bange for.
Jeg nyder bare, at jeg igen kan komme til stranden, når min indre eneboer trænger til stilhed, eftertænksomhed og bølger også selvom jeg er så træt, at jeg nærmest er gennemsigtig.


tirsdag den 14. februar 2017

Midlertidigt ude af drift

Haveheksen aka jeg er sygemeldt indtil ca. 1. marts, så mens vi venter på bedring, tager vi lige et billede af forår og pæne blomster, for lige om lidt er alt grønnere, lysere, varmere og SÅ meget bedre.



tirsdag den 3. januar 2017

Julen må slutte

Det måske værste ved sådan en hurtig hamsterhjuls start lige efter nytår, har da vist sig, at være manglende tid til at få sagt pænt tak og på gensyn til julen.


Kalenderlyset kæmper stadigvæk med at nå ned til 24. Det er næsten i mål. Appelsinerne og klementiner er nærmest ved at tørre ind og der er smadret en af de sorte julekugler, så til næste år må det blive noget andet end det, det plejer. 
Juletræet står stadigvæk lidt tørt, men ok i stuen. Julekasserne står hulter til bulter i udestuen. 
På fredag bliver den store oprydning, udsmidning og nedpakning sat i gang. Der er for meget julepynt, som aldrig kommer op. For meget, som måske ikke betyder så meget igen. 
Og det der betyder noget, som vækker minder om barndom og bedstemødre, der ikke er længere, det kommer ikke altid op, fordi det drukner i alt det andet i for mange kasser. Drømmen er max. to kasser med den rigtigste, fineste, nødvendigste og kærligste julepynt + en kasse med pynt til juletræet. 
På fredag gør jeg noget ved det og lørdag formiddag håber jeg, at blomsterhandleren er klar på torvet i Slagelse. 
Der trænger nemlig til duftende hyacinter og knitrende tulipaner i huset. 
Foråret er på vej. Lige om et par mørke måneder.



Fine hvide duftende liljer i fin buket fra Skovtrolden. Nytårsaften er ud over årets sidste dag også vores bryllupsdag. 18 år. Om 7 år vil der forhåbentligt være holdt forrygende sølvbryllup. 
Så tidsregning, i år 2023 må du hellere sikre nogle flere fridage efter nytår, end det kunne blive til i år.