Søg i denne blog

fredag den 1. december 2017

mandag den 13. november 2017

Oktober trak veksler


Oktober 2017 vil gå over i historien som måneden hvor Haveheksen og lønkontoen lå og gispede efter ilt og nye forsyninger.

Oktober måned var måneden hvor ældste teenageren flyttede hjemmefra! Helt rigtigt. Over i en anden kommune i egen lille studielejlighed. 
Hun er god til det, men det er altså mærkeligt. Det er hyggeligt, at besøge hende, men egentligt gad jeg godt hive hende med hjem, i stedet for at traske alene ned til bilen bagefter.
Ældste-teenageren er allerbedst til at være flyttet hjemmefra og jeg er imponeret over hvilket smukt, klogt og fantastisk lille selvstændigt menneske, som Skovtrolden og jeg har skruet sammen. 

Det var og er, her hvor Haveheksen er lidt ramt. Lige nu har vi ikke hjemmeboende børn i hverdagen.......Vi gik fra far, mor og to børn til bare os to på meget kort tid. 
Naturlig og fornuftig udvikling og alle kan hvad der kræves, men altså........ 

Oktober var også måneden, hvor mindste teenageren havde hun en udvekslingselev fra Belgien med hjem på weekend. 
Hun var fantastisk god til engelsk og en fremragende værtinde. Skovtrolden og Haveheksen var imponerede. 
Mindste-teenageren har det rigtig, rigtig godt i sin nye verden, efterskolen. 
Hun er en lille smule større hver gang hun kommer hjem. Personligt og også fagligt. Jeg tænker stadigvæk; Tag den gamle skole!
Også her er Haveheksen lidt ramt. Mit lille barn er ret stort.....

Oktober var også måneden, hvor den allerbedste store hund var involveret i sin egen lille arbejdsulykke. 

Jeg ved faktisk godt, at de andre er taget på jagt, mens jeg bare sidder her, også 
 selvom de prøvede at snige sig ud...... 

Sendt ud efter en gås på en jagt, gik det galt. 
I det høje visne græs gemte der sig en gammel harve, så da allerbedste gule hund kom spurtende med sådan cirka 150  km/t ud over den lokale prærie sad det ene forben fast i harven, mens resten af den allerbedste store hund forsatte med 150 km/t ud i en kolbøtte. 
Det var og er så synd. Det synes allerbedste store hund faktisk også. 
Operation og overnatninger på fremmed dyrehospital er overhovedet ikke sjovt, slet ikke for én, der i forvejen har det lidt stramt med dyrlæger.
Seks uger i gips og i nogenlunde ro er heller ikke sjovt og heller ikke nemt at forstå.
De jævnlige besøg hos dyrlægen for at få skiftet forbindinger er heller ikke et hit og jagtsæsonen er bare helt slut, inden den kom ordentligt i gang.
Der er altså ret meget øv i det her regnestykke......... 
også for lønkontoen, der har følt sig mindst lige så udfordret, som allerbedste store hund. 
Men det hele bliver godt igen, lige om snart. 





mandag den 23. oktober 2017

Morgen med god tid

Det er ingen hemmelighed at jeg er stor fan af god tid og langsommelighed. Jeg hiver det frem fra alle de hjørner jeg kan. 
I morgenstunden kan der i øjeblikket findes nogenlunde god tid og langsommelighed. 



Fra jeg står op og begynder at virke og indtil at lyset udenfor har fået overtaget, lige der i det vigende mørke, tænker jeg altså godt. 
Jeg elsker at sidde og spise morgenmad, mens jeg lytter til gæssene, der stryger morgenfriske over huset og kragerne der småskændes på marken. 

Morgen tænke-tid er en af fordelene ved store børn. Den gang, da der skulle vækkes to børn, hældes tøj på, ordnes madpakker, morgenmad, huskes gymnastikposer og køres i skole til bestemt tid, var det slet ikke en mulighed. 
Der handlede det bare om, ikke at glemme noget vigtig og at få morgenen til at forløbe så godt så muligt, så alle fik en fornuftig start på dagen. 
Nu er fordelen at jeg faktisk selv bestemmer ret meget over hvad der er vigtig og hvad en god start på dagen indeholder…….Nu er det tid til afgang, termokruset med ekstra te skal huskes, hoveddørene skal låses og bilen startes.
Mandag morgen efter en uges ferie....Jeg er klar.



fredag den 20. oktober 2017

Oktober er bl.a.

Efterårsferie!
I år har jeg haft fri hele ugen. Det har været tiltrængt med en pause uden deadlines og for mange skal-ting. Jeg har bl.a. trængt til at sove og til at sidde stille og glo og jeg kunne godt tage en uge til. 
Jeg er faktisk blevet rimelig god til ikke at lave noget.


Oktober er også den seriøse overgang til vinteren. Det kan godt mærkes hvor vi er på vej hen.
September starter overgangen op, men kan dog på en rigtig god dag stadigvæk lege lidt sensommer. 
Oktober er mere klar i mælet; Nu falder bladene altså og blæsten og mørket tager til og vi er klart på vej mod vinteren. 
Oktober insisterer faktisk på, at nu trækker vi altså mere ind. 
Nu tænder vi stearinlys, når mørket kommer tidligere. Nu er der mulighed for at fange flere små pause ind med en kop varm te. 
Hyldebærsaft havde også været en fin mulighed, hvis ellers nogen havde fået fat på hyldebærene, inden de var tørret ind på træerne. 
Måske når jeg det til næste år. I år blev bærene i hvert fald kun til vinterforråd til sultne fugle. 
Det er heldigvis varmt indenfor selvom vinden suser og regnen slår mod ruderne. Intet slår varmen fra en brændeovn. Intet slår en eftermiddagspause i varmen fra brændeovnen og en kop te og en god bog. 
Det er opladning og stilhed på den allerbedste måde. Hallo Verden, jeg trækker stikket og tager lige en pause. Om lidt er jeg klar igen.

Oktober er også tidlig morgen med fin morgendis. Tågen klæder marken på i eventyrstil. Konturerne af træerne på marken er slørede og edderkoppespindene er fint pyntet med bittesmå dugperler. Duften af efterår er skarp og klar. Græsset er dugvådt. Det giver lidt kolde våde fødder, når græsset er højt og skoene lave. 
Det er en god start på dagen, at stå med bare fødder i det kolde græs sådan en efterårsmorgen. Følelsen af tydelig jordforbindelse og en slags vinterbadning for fusser.
Det dugvåde kommer snart med et lille snert af rim. Et allerførste forvarsel om frost. 
Jeg er klar! Jeg har brænde, lune tæpper, te og stearinlys.


torsdag den 12. oktober 2017

Tak, det går fint......Lyver jeg lidt.

Svaret er vel egentligt mest, at det går ok ind imellem og måske nogen gange knap så godt, men at det jo også går godt. 
Det er bare nemmere at sige, at det går fint, end at differentiere ok, godt, mindre godt og knap så godt. 
At det går fint, bliver derfor muligvis tit sagt med lidt stram mund, men det er der som regel ingen der ser.
Det er jo heller ikke fordi, der er voldsomme skvulp i tilværelsen. Heldigvis. 
Det er der en vis (stor!) taknemmelighed over. Det er mere i tydelig træthed, i irrationel irritation, i latente længsler og i diffuse drømme, at halv-utilfredsheden gnaver og skurrer. Lille sten i skoen princippet. Ingen kommer til skade. Det går alligevel fremad, bare ikke optimalt.
Det har gået stærkt i en lang periode. Igen. På alle planer. Ikke på den voldsomme dårlige måde, bare meget, meget stærkt. 
Og det skal man egentligt ikke klage over. Det er godt, at have noget at lave. 
Det er bare sådan, at jeg ikke er ubetinget god til, at det går stærkt. 
Faktisk kan man nok godt mene, at jeg kan være lidt dårlig. Måske næsten lidt meget dårlig i perioder eller i hvert fald ikke noget der nærmer sig vildt god.
Jeg kan godt være i noget, der går stærkt og kan også rigtig godt li' det, kortvarigt, men jo mere stærkt det går, jo mere er der brug for huller med ro. 
For pokker hvor kan jeg da bare godt lide ro. Stilhed. Langsommelighed. Frihed. Kreativitet. Uendelighed. 
Send lige noget mere, hvis du har noget du kan undvære, så tager jeg gerne opvasken eller hvad du nu har brug for...... 
Jeg savner f.eks. at sy. At have en ide i hovedet og få den transformeret ned gennem ca. 1,40 meter stof, en saks, et mønster, noget tråd i passende farve, overlocker, symaskine og coverpro og et par timer i sykontoret.
Jeg savner at blogge. Ikke, at jeg synes, at jeg har det store at fortælle. I hvert fald ikke noget som vil ændre verden voldsomt. Bare de der små glimt, som jeg selv synes er så hyggelige at kigge igennem efter tid.  
Jeg trænger også til noget mere yoga. Yoga gør mig til et bedre menneske. Et menneske som er væsenlig nemmere, at have med at gøre både for de andre, men absolut også for mig selv. 
Jeg savner at bage. Sukker er godt eller måske er det (næsten) lige så meget processen. At smide nogle æg, noget sukker, lidt mælk, lidt mel, og lidt andet fyld i en skål. Vælte det ud i en fin bageform og så lidt ventetid ved ovnen. 
Så er det tid til kage og varm te.
Jeg savner at læse en bog. Bare en god historie. At lade mig underholde med andres tanker. Det kan jo så godt kombineres med kage og te.
Jeg trænger til min strand. Det er faktisk lige nu jeg bedst kan li' den. Ret tom og blæsende. Den er god at kigge langt på og tænke mellemstore tanker på. Mit arbejde tager bare nogle bidder af mine eftermiddage og solen går tidligere i seng, så det er en ret dårlig kombi.
Men jeg har ikke mødt ret mange, der har ro, stilhed, langsommelighed, frihed, kreativitet og uendelighed på lager i metermål og litermål, så der er nok kun en vej frem. 
Led rigtig grundigt og find det selv. 
Det har været der før, så mon ikke det kan graves frem igen?
Lige om lidt er det heldigvis efterårsferie og ferie kan oftest godt overtales til at rime på ro.




søndag den 13. august 2017

Et nyt kapitel for alle indvolverede



Jeg har stort barn og en lille voksen i dag! 
Altså er jeg sådan lidt halvgammel i det......den del lader vi lige stå lidt.....
I dag er der ny skolestart og et helt nyt kapitel.
Mindste teenageren skal installeres i sit nye liv. Vi har pakket en god del af hendes tilværelse ned. Nu skal den flyttes og pakkes ud i en anden landsdel. Må det blive et kanon godt år for hende. Jeg har gjort det før, afleveret en på efterskole, men denne gang er det min baby. Den sidste jeg har. 
Nu er der ikke mere efterskole potentiale på marken. Så Facebook kan vi ikke lave en aftale om at stoppe med reklamer med efterskoler på min væg?
Jeg er ikke i målgruppen længere, siger jeg jo.

Ud over at jeg er udfordret over, at skulle give min baby videre til en ukendt færden mellem en flok fremmede meget store børn, så er jeg også officielt mor til en voksen i dag. 18 år kan ældste teenageren skrabe sammen i dag. 
Jeg har ikke mere, at skulle have sagt. Ikke mere, at jeg kan bestemme. Ikke, at jeg ikke prøver at gøre det alligevel. Det stopper næppe bare pga. en dato, men fra i dag bestemmer
hun faktisk selv alt. 
Jeg tror nok, at det skal gå. Hun er klog og dejlig. Hun kan godt. Jeg kan også godt. Lige om lidt. Jeg skal bare lige trække vejret lidt. 

Mht. til store og meget store børn, så er vi altså også der, hvor I like it - I love it. Måske også lidt like/love over det med ikke, at være helt ung og sprød længere.......Men begge dele skræmmer mig også helt ind i knoglerne. Det er noget af det der gør, at jeg bliver sentimental og på kanten af grådlabil ind imellem. 
At jeg mere end jeg plejer, elsker langsommeligheden. Fordi den giver mulighed for, at være stille i det der er. At huske at nyde lige nu.
Fordi det går stærkt og lige nu er væk og ændret til noget andet lige om et øjeblik.
Men andet kan også være godt og lige nu er alt godt.

onsdag den 9. august 2017

Nu uden billeder

Jeg var på en fin tur i går. Turen gik igennem en park, hvor der boede et flot gammelt slot og omkring parken, hvor der lå en dejlig skov. 
Nå ja, og aftensmaden blev indtaget i nærheden og var en stor gammeldags vaffel fyldt med rigtig flødeis fra Hansen is, jordbær guf og hjemmelavet flødebolle med marcipanbund......Haveheksen havde simpelthen en sommerferie-fest!
I dag ville jeg så gerne have vist billederne og reklameret lidt med noget pænhed. Altså reklameret med det på den Jeg-er-vildt-og-barnligt-begejstret-måde - Ikke på den der Der-er-nogen-der-har-givet-mig-et-slot/en skov/en park/en is-måde, for det var der ikke. 
Ingen affiliate links til køb af slotte eller parker med rabat her.
Men da jeg har glemt mit kamera og det ikke indgår på listen over, har-jeg-glemt-noget,-så-køber-jeg-det, så har jeg brugt min mobil til at tage billeder med. 
Det har fungeret før, men denne gang kan jeg ikke få billederne rystet ud og over på computeren. Jeg har prøvet alt, hvad jeg kan komme i tanke om, men ikke om det vil slippe de bileder. 
Så der bliver ingen reklame for seværdigheder i Hornsherred og fortælling om min nærved rystende oplevelse over, at min bil måske var blevet væk……Eller måske er det mere en lille historie om, at der ikke er gået en spejder tabt i mig, fordi jeg ikke er så god til at navigere i skove og at jeg godt kan glemme fra gang til gang, at jeg ikke er så god til det. Der mangler tydeligvis altid noget mulighed for udsyn og nogle klare vejskilte i sådan en skov. 
Men historien ender heldigvis godt og igen i dag har bilen og jeg været på tur, men der er så heller ikke lige nogle billeder. Eller det er der, men de vil heller ikke ud. Jeg arbejder videre på sagen, mens jeg tænker over, om jeg skal overgive mig og investerer i en IPhone i stedet for den gamle Samsung, eller om jeg bare skal huske kameraet.
Jeg ved ikke helt, hvad der vil være nemmest.