Søg i denne blog

onsdag den 29. marts 2017

Den fineste lille Esso



Jeg har ryddet op i billederne på min telefon og en hel del blev slettet og en hel del havde jeg glemt alt om.......(Note to self, ryd nu op lidt før alle funktioner ved telefonen er ved at brænde sammen, så ligger der heller ikke flere hundrede billeder, som skal vurderes, organiseres og evt. slettes) 
Men jeg faldt altså over dette her. Da jeg så det, kunne jeg godt huske, at jeg tog det. 
Den fineste lille Esso tank/værksted lige ved vejen igennem Sorø.
Det er taget en dag, da jeg holdt for rødt i et kryds og jeg havde holdt i mega lang kø i mega lang tid.
Og min tålmodighed i kø er ikke køn.
Flere gange havde jeg langt oppe foran mega køen set lyset skifte fra rødt til grønt, rykket mig lidt og så set lyset skifte fra grøn til rød......Indtil jeg lige pludselig fik pladsen foran denne helt fantasiske lille bygning.
Elsker altså når udviklingen sådan lige har overset en lille perle.
 

fredag den 24. marts 2017

Raskmelding


Jeg er raskmeldt igen på (næsten) alle planer. Jeg er ikke på fuld kraft, men det er dog væsentligt bedre end de foregående uger og jeg genoptager mit projekt for 2017, at jeg vil have flere forsætlige ønsker. 
Dem jeg beskrev her; Nytårsforsætter eller drømme 
Jeg drømte om dem, uden at vide, at starten af 2017 ville kræve noget andet.
Der er gået rigtig meget tid med at være sygemeldt. Hvis jeg tænker tilbage på 2017, så husker jeg kun de første 2-3 uger af januar. 
Så kom der lige en operation i vejen og resten af 2017 er så gået med.......ingenting eller i hvert fald forsvindende lidt og med en træthed, som var det samlede Kongeriges plejehjem værdige. 
Jeg vidste ikke man kun være sååååå træt, såååååå længe....... Trætheden er jeg endnu ikke sluppet for, men den er da i en form, hvor jeg generalt kan huske hvad jeg selv hedder og gøre mig en smule nyttig, inden jeg vælter om.
Det er hvad det er. Det værste er faktisk, at mange ugers underdrejethed har afsløret en nok slet skjult hemmelighed....... Jeg er dårlig til at være syg. Virkelig, virkelig, meget dårlig. Faktisk så dårlig, at det føles flovt.
Jeg ser mig selv som et menneske, der elsker at meditere og kan nærmest gøre det på kommando. 
En af mine største drømme er et silent retreat med meditation, eftertænksomhed og yoga.
Jeg elsker det. Stilheden. At skulle intet gøre og intet at forholde sig til. Bare at være i stilheden. Lige nu. Lige her.
Sådan fungerede det så bare overhovedet ikke, når virkeligheden ikke var hverdag, en sjat solskin og overskud.

Jeg synes stadigvæk, at det er lidt dumt og svært. Det er svært at forholde sig til, at jeg åbenbart er en anden, end den jeg troede jeg var....i hvert fald, når jeg er presset ud af dagligdags-formen. 
At det vist så lidt bedre ud, at være den jeg var inde i mit hoved, end den jeg måske sådan rigtig er?
Bevares, jeg er da tit effektiv, tæsker rundt og er vældig sød og smilende, men ofte er jeg nok tættest på helst at ville være en småsær eneboer, gerne med egen voldgrav og vindebro.
Jeg mærker temmelig tit og tydeligt, at jeg nok kunne trives med et liv på en øde ø, væsentligt længere end de fleste andre.
Og derfor kom det nok også så meget bag på mig, at jeg var så dårlig til at lave ingenting og ligge stille fordi det altså var det eneste jeg kunne.
Selvmedlidenheden tårnede sig op i bunker.
Jeg var sølle og det gjorde ondt over det hele. Det gjorde ondt at gå, stå, ligge og sidde.
Jeg kan ikke tåle morfin og jeg kan ikke tåle ibuprofen,
men jeg kan faktisk heller ikke tåle ikke at være smertedækket ordentligt. 
Jeg bliver umulig! Helt umulig og ynkelig og kan ikke være i hvad der nu er. Det skal være noget andet. Hvad som helst, men det, der er, skal gå væk. NU.
Det er heldigvis nogenlunde overstået. 
Og jeg lærte måske noget vigtigt om mig selv. Selv om jeg helst ikke ville se det.
Men, må det af mange grunde, men dog rigtig meget af hensyn til mine nærmeste, aldrig blive nødvendigt at operere på (i?) mig igen.

Måske var det også fordi, jeg ikke havde forstået budskabet i de pjecer jeg fik med hjem af flinke sygeplejesker fra forundersøgelserne?
Når der står, at du kommer hjem, måske dagen efter operationen eller i hvert fald senest dagen efter dagen efter, så er det ikke fordi du løber ned af trapperne og ud mod parkeringspladsen og du giver dig heller ikke til at støvsuge i vildskab, så snart du sætter foden inden for egen dør.
Nej, at komme tidligt hjem er et udtryk for effektivitet. Ikke din, men Regionens. Det er fordi en anden skal have din seng. Der står én i kø.
Bevares, det er da rarere at 
restituere i egne hjemmelige omgivelser end på et tætpakket sygehus, 
Det er nemmere at være hjemme, når det gør ondt at stå, sidde og ligge og tårer og snot flyder flere gange dagligt i frustration. Når kvalme og smerter mudrer oven i, i en ucharmerende pærevælling.
Det, der giver god mening (mest bagefter, når man er ret fattesvag) er, at de mener hvad de siger, og ved hvad de snakker om, når de siger. at du nok skal være sygemeldt fra dit kontormus-arbejde i ca. 4-6-8 uger. 
Men jeg har forstået budskabet nu og jeg er bestemt taknemmelig for at være igennem og på vej tilbage mod en standard hverdag. Det hele går fremad og det hele bliver lysere og lysere nu.

PS.
Hvis du ser et ynkeligt kridhvidt og træt spøgelse blafre rundt på stranden, herude i den vestlige del af sjælland, så er nok bare mig og der er intet at være bange for.
Jeg nyder bare, at jeg igen kan komme til stranden, når min indre eneboer trænger til stilhed, eftertænksomhed og bølger også selvom jeg er så træt, at jeg nærmest er gennemsigtig.