Januar er gået med....og så lige et sort hul

Småbidder af yoga, forsøg på sund mad, vitaminer, ro, søvn, meditation, natur, snak, forståelse og gentag og gentag og gentag og gentag i det uendelige.

Her er der godt at være. Her kan jeg bruge meget god tid. Der er ro og måger stiller ingen krav.

Alligevel er jeg ganske tæt på at blive vanvittig! Jeg trænger så meget til en ny udsigt! Jeg er træt af angstanfald, gentagne kognitive udfordringer, almen forvirring, træthed, dårlig søvn, tristhed, usikkerhed og general nedlukning på første salen.
Der er udfordringer, som bliver bedre og så er der udfordringer som synes at være stagneret.

Eksempelvis sådan noget som at finde rundt og se ting. Der findes de største udfald og sorte huller med jævne mellemrum.

I fredags stod jeg i hvad der føltes som rimelig lang tid og studerede blomsterbuketter udenfor en tankstation. 
Ikke fordi jeg skulle have en og ville vælge den pæneste, men simpelthen fordi jeg ikke kunne finde ud af hvordan og hvor man gik ind. Jeg kunne slet ikke greje hvor døren ind til tankstationen var og derfor måtte vente nogenlunde diskret på, at der kom nogle andre kunder forbi, som med største selvfølgelighed ville trave ind mod den magiske dør som så ville åbne sig.
Heldigvis skete det. Tre håndværkere var blevet sultne og morgenmaden skulle hentes på tanken. 
Så var jeg da også færdig med at kigge på blomster og smuttede med ind.....
Det kan ikke forklares med, at det var en ny og fremmed tankstation eller at indgangen var håbløs placeret. 
Det er en tankstation som jeg kommer sådan jævnligt på og døren er en dobbelt skydedør, som åbner automatisk og er placeret cirka midt på langsiden mellem reoler med gasflasker, sprinklervæske og altså også blomsterbuketter.
Det kunne jeg godt se og vidste også godt. Bagefter.
Og kørte så hjem og surmulede.  

Hvor lang tid kan det lige kan tage at reparere sådan en overforbrugt hjerne? 

Tydeligvis meget lang tid! Jeg vidste det godt. Både læge og psykolog har også sagt det gentagne gange. At det tager meget, meget lang tid. Også meget længere tid end jeg forestiller mig.

Jeg tænkte bare ja, ja......eller rettere nej, nej...... Lige om lidt eller i hvert fald lidt efter lige om lidt, så var jeg helt sikkert tæt på totalt klar igen.

Det går bedre, bevares, men det er slet ikke godt, så at det går bedre, selvom det ikke går godt, er nok mest et tegn på, at det har gået virkeligt skidt. 

Jeg tager der bare til stranden igen. Der er ingen dumme døre.


Kommentarer

  1. Søde Haveheks, jeg synes, at det er positivt med et indlæg (med selvironi). Jeg håber, at det er et udtryk for bedring. Fortsæt med observation af bølgerne, det lyder som god mentalterapi😘

    SvarSlet

Send en kommentar

Populære indlæg