Så kom jeg lige pludselig ind i december

Så blev det søndag. 2. søndag advent og en uge inde i december. Jeg trækker vejret heeelt ned i maven. Det har gået alt for stærkt i al for lang tid, så lige nu er tiden til at sidde stille, trække vejret helt ned i maven og kun lave det julehygge, der falder lige for.




  • November bød på kursus i København. Elsker kursus og elsker min gåtur i København, men elsker ikke at køre hjemmefra kl. 07.00 og først være hjemme kl. 19.00 med en hjerne, der er ved at bryde sammen af indtryk.
  • Jeg forsøgte mig med nogle spanskrør og det gik udemærket. De blev i hvert fald spist hurtigt.
  • Et hurtigt glimt af en sol, der pt. bruger kræfterne på den anden side af jorden. Der er kun 14 dage til, at det er solhverv, så går det langsom den anden vej igen.
  • Her er linet op til jule-krea. Godt med et langbord, så der også er et sted at sidde og spise aftensmad. 
  • Skovtrolden holdt jagt på marken. Udbyttet var lidt magert men vejret var godt og (næsten) alle havde en dejlig dag. Der var dog lige én, der måtte se med fra sidelinjen. Pga. af løbetid var der adgang forbudt og det er altså svært at forstå, når nu den ultimative ynglingsbeskæftigelse er at være på jagt med far. 
  • Gæssene trækker i flotte formationer over huset i øjeblikket. Dejlig lyd og dejligt syn.
  • Første konfekt forsøg er pebermynte klatter. De er så nemme at lave og de smager så godt. Denne gang blev de lyseblå og er siden drejet rundt i noget smeltet chokolade. Det blev de ikke dårligere af.

Skovtrolden havde fødselsdag i november, men da han ikke er til voldsom meget fejring af den slags, så brugte han første halvdel af lørdagen på, at bygge garage, fik sine gaver om eftermiddagen og så var vi inviteret til rund fødselsdag om aftenen. Det var en rigtig fin fest med dejlig mad, selskab og musik, så på den led blev han jo alligevel fejret lidt.

Den generelle følelse er at november gik med- og i hverdags-overhalings-banen. 180 km i timen i venstre spor, uden at se til hverken højre eller venstre og med ondt i maven over tanken om, at der måske kom noget uventet ud foran mig. Det gjorde der heldigvis ikke, men ikke mange af mine tanker om hvad november skulle byde på blev til ret meget.
Nu er jeg kørt i pit og nyder bare.
Pynter lidt op i kroge og hjørner. Bager lidt småkager og laver lidt konfekt. Jeg udtænker julegaver og adventsgaver. Jeg ser Pyrus hver aften, elsker den nisse. 

Nu skal der nemlig findes tid til det, der giver + på energi- og lykkekontoen. December skal være præget af et andet tempo end november var. 


Kommentarer

Populære opslag