Søg i denne blog

fredag den 16. juni 2017

Brevet der aldrig bliver sendt



Kære gl. Skole

I går blev mit yngste yndige barn 16 år. Hun havde en fin dag med godt med gaver, godt vejr og var også ude og spise med sin familie, sådan som traditionen byder det her hos os.

Men det var faktisk overhovedet ikke det, jeg ville fortælle dig….
Jeg ved ikke, om du kan huske mig? Det tror jeg godt du kan, i hvert fald tror jeg, at en del af dem, der har haft deres gang i dig, kan huske mig. 
Jeg er mor til xx. Hende du sagde, var så vigtig i klassen. Hun var noget af bedste sociale lim, der var og så var hun tolerant og rummelig og utrolig ressourcestærk.

Tak for de pæne ord. 

Og hver gang, der var billedkunst, emnedage, oppyntning eller andet krea involveret, så blev hun rost til skyerne. For krea er noget hun kan. Hun var (og er) altid så meget bedre end alle de andre. Hendes ting var altid præget af fantasi, godt håndværk og høj kvalitet.

At få at vide, at ens barn er et grundgodt empatisk og socialt menneske med helt fantastiske kreative evner er dejligt. Sådan ser jeg hende jo også........ 
Der hvor filmen knækkede for mig, var jo bare, at ungen hverken kunne skrive, læse, stave, dansk/tysk/engelsk, regne eller fattede nærmest minus af fysik/kemi, da vi nærmere os over halvdelen af forbrugt skoletid. 

Jeg pippede op om min bekymring mange gange. Var ved at tude lidt ned i bordpladen, hver gang der var forældrekonsultation. Du var overhovedet ikke uenig. Faktisk var du ret enig og også bekymret. Det stod flere gange i elevplanen, at I var bekymret eller lidt i tvivl om, hvor meget hun forstod af det faglige….

Kan du godt huske, at jeg sad mange gange, som i rigtig mange gange og prøvede at få noget faglig hjælp til hende? At jeg sagde, at jeg (og hun) ikke kunne blive ved med at lave lektier 3-4 timer om dagen. At det ikke var den måde jeg gerne ville være mor på. At sidde med et barn, der gik i skole fra kl. 8.15 – 14.30 og når mor så kom hjem, så forsatte skoleundervisningen nærmest indtil sengetid, kun afbrudt af aftensmaden og alligevel skrev jeg ca. 2 gange om ugen på intra, at hun ikke havde lavet dette eller hint? Dag ind, dag ud, uge efter uge forsatte vi….Jeg synes, det var synd både for hende og for mig.
Du var stadigvæk ikke uenig med mig. Overhovedet ikke. Faktisk var du så bekymret for hende, at du ikke var sikker på, at hun ville kunne bestå med 2 i gennemsnit og der var jo også det der med, at blive erklæret uddannelsesparat..... 
Men du vidste altså ikke, hvad du skulle stille op med hende. 

Da jeg en gang nævnte, at hun måske var talblind, sagde ham du havde ansat til at lære hende matematikken, at han nok ikke var uenig, men at han ikke vidste, hvad han skulle gøre. Hun havde rigtig store vanskeligheder. Det virkede slet ikke, som om at hun forstod det, men han havde jo aldrig lært at undervise i matematik på seminariet på anden måde end den han gjorde, så han havde ikke noget løsningsforslag….Det var der, kære gl. Skole, hvor jeg så besluttede mig for, at jeg nok skulle få knækket den matematiske kode for hende. Det var dér, jeg Googlede mig frem til Pernille Pind. Hun er genial og alt for ukendt i det ganske land. Eller måske er det bare her ude i udkanten af provinsen? Jeg ved det ikke, men ved hjælp af hendes tanker og teorier i de bedste bøger om matematik jeg nogensinde har set, så lykkedes det faktisk at få knækket nogle af koderne. Bøgerne om matematik står stadigvæk sammen med bøger om læring, undervisning, pædagogik og lign. på reolen. Som et minde over kampen for læring.

Kære gl. Skole. Ved du, hvor mange meter bøger jeg f.eks. har om læringsstile? Nej, det ved du selvfølgelig ikke, for du har da heldigvis aldrig været i mit soveværelse…..men på reolen bagved min seng, der står mange. Rigtig mange bøger, som jeg har læst for at hjælpe mit barn bedst muligt med noget, hvor jeg slet ikke synes jeg var den af os to, kære gl. Skole, som skulle have været bedst til det. Det føltes lidt som, at være til en slags konkurrence, som jeg aldrig havde bedt om at blive meldt til.
  
Da jeg sent, meget sent, måske for sent, eller i hvert fald i allersidste øjeblik, meldte hende ud fra dig, sagde du, at du da håbede, at det var det rigtige valg hendes far og jeg havde truffet på hendes vegne. Du sagde det absolut ikke, som om du troede på det, men lige dér var jeg så ligeglad, for jeg var af den klare overbevisning, at dette var den aller-rigtigste beslutning hendes far og jeg nogensinde havde truffet på hendes vegne.

Og ved du hvad, kære gl. Skole? Det var det! Den nye skole så hende, både for hendes sociale, kreative og ressourcestærke kvaliteter, men absolut også som én, der godt kunne lære noget fagligt. 
Så de begyndte at samle op, der hvor du gav fortabt. I to skoleår gjorde de hvad de kunne og hun har godt nok også kæmpet det bedste hun har lært. Det har været voldsomt meget.

Men ved du også hvad, kære gl. Skole?
Det virkede. Sgu. Hendes afgangs-eksamener, både skriftlige og mundtlige er gået godt. 

Så i går sad jeg faktisk og overvejede at græde lidt ned i bordpladen igen. En anden bordplade, et andet sted og af helt andre årsager.

Hvorfor? Fordi hun ringede glædestrålende og fortalte, at det var gået SÅ godt til den allersidste omgang i 9. klasses afgangseksamen. 
Hun fik 12!.... 12 i mundtlig engelsk. 

Så kære gl. Skole. Måske var det alligevel mere dig, end hende, der ikke passede ind? Og måske var beslutningen om skoleskift rigtig? 

Jeg har overvejet at sende dig en kopi af hendes afgangsbevis. Så kunne du sætte den op på opslagstavlen på lærerværelset og tænke over det. 
Bare hvis nu du engang skulle møde en anden af hendes slags. 

Efter sommerferien sender jeg hende på efterskole, med en rigtig god fornemmelse i maven. Ungen viste sig heldigvis både klog, målrettet og kæmpende nok til en ungdomsuddannelse. Hun ved godt hun kan. Nu kan hun så forhåbentlig i god ro og orden bruge sine sociale og ressourcestærke kvaliteter og nyde sit ophold. Hun har valgt en skole med en decideret kunsthåndværker-linje. Den ros for at se de rigtig gode kreative evner, skal du dog have. 
Resten inkl. gennemsnittet på afgangsbeviset takker jeg altså den nye skole, mig selv og hendes fuldstændig fantastiske kampgejst for. 

Kærlig hilsen xx’s mor
  
PS. Efter efterskolen vil hun gerne på htx, hvor hun vil læse linjen bioteknologi. Det åbner nemlig mulighed for den lange videregående uddannelse hun allerhelst vil have. 
Hun tror på det. Jeg tror på det. Det ved jeg godt, at du ikke gjorde.

4 kommentarer:

  1. Sejt - godt gået af Jer begge👍👍👍
    Utrolig at det er nødvendigt slås sådan, for at der sker noget. Og egentlig trist☹️
    Flot at det lykkes og jeg håber, hun får et skønt år på efterskole😀

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak:) Jeg syntes, at kampen var nødvendig, men jeg havde måske nok helst været den foruden, men det gik jo godt:)
      Jeg får bare så ondt i maven over tanken om, at der nok er andre end hende, som har brug for den kamp. Bare der nu er nogle, der også tager den for dem!
      Og det er nemlig trist, at det overhovedet var (og er?) nødvendigt.

      Slet
  2. Sej pige! Super mor! Skod skole -- den første!

    SvarSlet