Opskriften på langsomhed


Jeg elsker langsomhed! Da jeg var barn var sommerdage bare uendelige, der var masser af is i fryseren, solen skinnede altid og der var altid tid nok......Det er i hvert fald sådan jeg husker det.....
I dag fandt jeg et glimt af det og opskriften på langsomhed bestod af:

 Et stk. stor blodbøg, andre træer kan sikkert bruges, bare trækronen er stor nok både til at gemme sig under, til raslelyde i vinden og til et kig gennem bladene op til en blå himmel.

Et par solide blomstrende hyldebuske i umiddelbar nærhed. Helst placeret i vindretningen, så duften af hyld omfavner blodbøgen. I dag var den garneret med duften af uægte jasmin. Det blev det slet ikke ringere af.

Godt med puder og vattæpper og nederst mod græsset et tæppe, der ikke er bange for myrer, græs, jord, små kviste og andet småskidt.
Et stykke tid der, kan give et glimt af barndommens uendelighed. Uendeligheden varede lige indtil, at det blæste op, så var magien ligesom også blæst væk.
(Jeg husker altså ikke, at det trak koldt i min barndoms somre?)
Men det var godt så længe det varede og jeg har aftalt at mødes med bøgen, så snart vejret er til det igen.

I morgen er det mandag og dér bliver det vist svært at vedligeholde drømmen om uendelighed langsomhed. 


Kommentarer

Populære opslag