Det gik så stærkt

Jeg ventede i nærmest åndeløs spænding på, at mine roser skulle springe ud og det gjorde de så: 

De duftede så godt og bier, fluer og brombasser var lige så begejstrede som jeg var. 
Roserne ville have haft godt af noget regn, så støvet lige kunne skyldes af. Men der var ikke skyggen af regn på mine kanter. Det var sikkert derfor at det kun tog en uges tid fra knopper til afblomstring. Det var flot så længe det varede, men det gik godt nok stærkt.

Jeg mangler tydeligvis en solseng til middagslur lige her midt på græsset. Den er skrevet på ønskesedlen til min fødselsdag.
Her er der så lige en solstråle, som driller i billedet. Det så jeg desværre ikke før billedet kom på skærmen. Varm lille hund kommer vandrende for at finde noget skygge ved garagen bagved mig.


Her er et fantastisk kup, som indgår i et af de næste haveprojekter.
30 lavendler til en 10'er stykket. Det var et impulskøb, men lavendler er godt, så mange lavendler må være meget godt. Jeg ved ikke helt hvor hele flokken skal bo, men jeg finder på noget. 
Jeg vil have en tæt lang lavendelhæk. Et eller andet sted.
Så please kan jeg få en smule regn, bare om natten, så jeg kan grave i min betonhårde lerjord uden dynamit eller trykluftbor?

Kommentarer

Populære opslag