Øhhhh, madpakker?


Hvis der er noget, der i sidste uge kom bag på mig, så var det de daglige madpakker.........!
Det har været en overraskelse hvér morgen hele sidste uge. Ikke en overraskelse, at skolen startede igen i mandags og at skoledagene blev lidt længere, men det der med, at uden mad og drikke duer heltene ikke og at det kræver en indsats. Madpakker smører ikke sig selv.
Det kom som et granatchok klokken 2 minutter i NU skal vi altså køre.
Desværre virkede køle- og brødskabene lige så overraskede over det der madpakke-krav, som jeg var, så der var ikke meget hjælp at hente. 
Sådan en mor vil jeg overhovedet ikke være, så lørdag morgen, imens huset sov tog jeg på indkøbstogt i dagligvarebutikker.
Bl.a. faldt jeg over Louisa Loranges Madpakkebog i REMA 1000. Til knap en halvtredser. Sådan noget kan jeg blive vældig fornøjet over.
Jeg havde luret den på SAXO i fredags, men valgte der Sif Orellanas KRAM i kassen. 
Lørdag formiddag blev der snurret to omgange dej med korn og kerner rundt i den gamle Ballerup Mastermixer, både til boller og til pølsehorn.
Jeg læste lektier med mindsteteenageren og tog til kage, te og sladder sidenhen, imens Skovtrolden fordelte pølser og ketchup på den ene potion dej og formede boller af den anden slags.
Nu er der til madpakker, endda så mange at en god portion kom i fryseren.
Det er muligt, at teenagerne får kvalme af boller og pølsehorn, men min mor-samvittighed holder.






Kommentarer

Populære opslag