Drømme om mere ferie



Jeg ved det godt. At det måske er lige i overkanten allerede nu at drømme om mere ferie.
Men i morgen er det mandag og så starter (hamster-)hjulene igen.
Og jeg orker det næsten ikke. Ikke, at jeg ikke er glad for mit arbejde eller at teenagerne ikke trænger til at komme i skolen og lære lidt igen.
Men bare fordi. Fordi, jeg godt kan blive lidt overvældet over farten af hverdagslivet og skal og burde-tingene.
Fordi der så ikke altid er plads og energi til at gøre (så meget) af det der er sjoveste/vigtigst/mest opløftende eller bare tid til at lave ingenting.





Det er jo ikke fordi, jeg ikke ommøblerer, rykker rundt og justerer på hverdagen.
Jeg har tænkt og tænker virkelig mange tanker om, hvad jeg gerne vil fylde i mine dage. I vores dage. Tænkt og talt både om detaljer og som helhedsbetragtninger. Hvad er vigtigt for mig omkring arbejde, familie og mig?
Jeg ønsker mig muligvis bare mere ro, mere glæde, mere sjov, mere frihed i min krop, i mit hoved, i min sjæl, i min familie.
Jeg øver mig virkelig i at finde det hele i hverdagene. Jeg øver mig i at prioterere, huske mine værdier, at være i nuet, at sige pyt, nej og hjælp. At lade ligge og smide væk.
Og at tage nogle beslutninger om ikke, at lade mørke, tristhed, regn og storm overtage scenen både indvendigt og udvendigt.

Jeg er gået ned i arbejdstid. Jeg er blevet meget bedre til at sige pyt, nej og hjælp. Vi har struktureret os bedre i hverdagen. Teenagerne er selvfølgelig knap som mor-afhængige som da de var mindre, så tiden har også hjulpet til, men alligevel. En hverdagsuge går med tungen lige i munden og med 180 i overhalingsbanen og så blev det fredag og weekend igen og hvad skal vi nå her?


Det er lige efter sådan en fin ferie, som den der slutter nu, at tankerne om mere ferie/frihed dukker op.
Jeg starter med at gå i seng nu, så der er en relativ lang nattesøvn forude og i morgen er der heldigvis tid til, at jeg koncentrer mig om at få teenagerne op og af sted i god ro og orden. Formiddagen kan jeg så heldigvis bruge til hvad jeg har lyst til, inden arbejdet kalder.






Kommentarer

Populære indlæg