Så tæt på og alligevel ikke

Nogen gange kan man ønske sig noget så meget. at når det glipper, så er det næsten svært bare at trække vejret. Sådan en aften og sådan en chance var det i aften. Jeg ville noget så meget, at jeg nok næsten tog for givet, at det var det jeg skulle.
Af flere forskellige årsager blev det så slet ikke sådan.
Måske skal jeg øve mig i, at følge naturens/universets stille strøm og lade være med altid, at udtænke, fintænke, handle, gøre noget, ikke altid anstrenge mig og være så pokkers forhippet på, hvad jeg nu har besluttet.
Man kan godt holde for krampagtigt fast. Så krampagtigt, at det snurrer i hele kroppen, når man endelig giver slip og det giver et bump, når man lander.

Måske handler den ro jeg søger mere om, at sige ja til hvad der kommer, i stedet for altid at ville bestemme og vride ting i den rigtige retning?

Måske behøver alt ikke være en kamp, men kunne også bare være at lytte og turde være i stilheden? I intetheden? En lille pause midt i det hektiske. Måske er det på tide, at sætte min grænseløse utålmodighed og viljens magt fri?


Jeg kan ind imellem godt køre mig selv træt, med så mange tanker og så mange planer. Der er jo trods alt begrænset mængder megabyte til rådighed inden i mit hoved.



Jeg vil sætte mig ud i haven igen og nyde, at fuldmåne er ved at kæmpe sig igennem skydækket og sender sit hvide sølvskær ned over havens træer.

Aftenen i aften blev slet ikke som jeg havde forestillet og bestemt, men derfor kan der vel alligevel blive en dejlig aften.

Og en stille meditation under fuldmånen giver ro og klarhed i metermål.

Bare sidde helt stille og trække vejret stille og roligt.
Det kan stærkt anbefales, bare husk godt med tøj på og et varmt tæppe i en havestol.
Har du et stort træ, så er det fuldstændigt fantastisk at sidde nedenunder i mørke og lytte efter bladene raslen.

Kommentarer

  1. Lyder så genkendelig:) og ingen tvivl, jeg fik et skub, ikke af de rare, men af dem hvor jeg blev nødt til at erkende at jeg ikke kunne kontrollere alt, men efter stormen kom stilheden, taknemmeligheden og mest vidunderlig den indre ro og den ro vil jeg aldrig bytte for noget.(en god sovepose er iøvrigt en fantastisk ting at trække i når månen skal tages ind:-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Sådan nogle skub er bare ikke rare, men når man husker at bruge rystelserne positivt bagefter, så er der håb for ro. Den er ved at indfinde sig.
      Sovepose.....det var da en god ide. Det der med at vikle sig ind i tæpper, det er lidt bøvlet:)

      Slet

Send en kommentar

Populære indlæg