Hverdage og festlige fridage

En god gammel leveregel er, at der skal være forskel på hverdag og fest. 
Det kan godt være, at det er rigtigt, men så stemmer jeg altså for, at der er noget mere fest i hverdagen end hverdag i festen. Jeg kan godt lide hverdagen, men jeg kan godt nok også lide fridage og fester!

Hvornår ved man, at man er landet i den bedst mulige udgave af sin hverdag? Jeg læser og hører i øjeblikket flere, der efter en godt overstået sommerferie siger, at ferie er godt, men hverdagen er bedst. 
Og jeg ville egentligt så gerne være enig, men jeg er det bare ikke helt...
Bevares jeg kan godt holde hverdagen ud og jeg holder også af hverdagen, men min præference for ferie og nok i særdeleshed den frihed der følger med ferie er bare stærk.
Jeg har altid haft en del rastløse tendenser og med for skarpt afgrænsede kasser bliver jeg en lille smule utilpasset. Man kunne måske gå så vidt til at sige, at jeg får nogle anarkistiske tilbøjeligheder?
Eller, at jeg keder mig så meget, så hurtigt, at jeg meget hurtigt begynder at finde huller og sprækker for at kunne gøre noget andet. 

Engang imellem tænker jeg, at jeg jo også bare kunne se at blive tilfreds med hvad jeg har. Hvorfor altid være på udkig efter noget andet? Hvorfor altid justere og kalibrere? Altid tænke for og imod? 
Jeg kan faktisk godt køre mig selv lidt træt på den konto. Jeg kan blive ret træt af, at jeg i hver lille snas af noget, der minder om ferie/frihed sidder og fintænker om jeg nu er landet i den helt rigtige hverdag? Hvad nu, hvis jeg ikke skal være i denne her form for hverdag? 
Denne her hverdag skal nok primært forstås, som denne her jobhverdag? Det der hjemme på marken er jeg egentligt ikke særligt utilfreds med.
Hvis ikke jeg havde min faste ellers udemærkede offentlige ansættelse, hvad så?
Hvis nu vi leger med alle muligheder og bringer det typiske coach-spørgsmål frem på banen; Hvis alle muligheder var åbne og du kunne vælge lige hvad du ville, hvad ville du så?
Hvad skal man så synes, når svaret er en rungende tomhed inde i de allerinderste hjerneceller? Der er bare sort og i heldigste tilfælde, så er det bedste svar, der kommer frem er noget i retningen af øhhhh…..eller Jo altså, hvis….såe……..

Jeg er totalt misundelig på dem, der kan leve af deres talenter eller har været så smarte, at de har taget en uddannelse, der skaber mulighed for en selvstændig biks. 
Jo jo, jeg ved godt, at de arbejder rigtige mange flere timer, end en offentlig ansat deltidsdame, som jeg. Men nu er det altså sådan, at jeg overhovedet ikke er bange for at arbejde mange timer. Det jeg er grund-bange for, at bruge dem på det forkerte og at det forkerte måske er det jeg laver nu? 
Jeg anser mig selv for at være en, der er god eller nogenlunde god til mange forskellige ting. Desværre synes jeg ikke lige, at nogle af dem er oplagte til at leve af. Selv nicher kan godt være for smalle.
Måske handler det også om, at jeg er blevet for gammel og/eller for magelig til at leve af noget, der minder om SU-niveau? 

Måske handler det om at være et sted, hvor det er på tide at erkende, at man (jeg) er blevet voksen og at det derfor i sagens natur er på tide, at parkere tankerne om, hvad jeg egentligt skal lave, når jeg bliver voksen? 
På den anden side, så skal jeg altså arbejde mere end 25 år endnu…..og så gjorde det da ikke noget, at det jeg tjente mine penge på, var både sjovt/endnu sjovere og rigtigt/mere rigtigt?
På sådan en regnvejrs-søndag med et bolig blad, varm te i en af ynglings kopperne og et tæppe i sofaen i udestuen kan der heldigvis bruges meget fin tid på at tænke over den slags. 
Det er jo først i morgen, at det er mandag……….

Kommentarer

  1. Det er ingen trøst, men jeg tror, at det er tanker, de fleste kvinder på vores alder har.
    Nu har vi små børn mere, og kan tænke mere på os selv, og så dukker tvivlen op!
    Sig endelig til, hvis du finder de vise sten, så er vi helt sikkert mange, der gerne hører om dem:-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Jo, det hjælper lidt at vide at jeg ikke er den eneste og jeg tror du har helt ret i det der med ikke at have små børn længere. Det giver plads til tanker og tvivl. Jeg siger fluks til, hvis jeg finder nogle vise sten:)

      Slet

Send en kommentar

Populære indlæg