Endelig marts

Februar er slut. Marts er begyndt. Jeg ville så gerne være en, der kunne klare sådan en sød, lillebitte kort måned som februar jo er, men jeg kan her ude på den anden side konkludere, at det igen ikke gik så glat igennem, som for de fleste andre mennesker.
Det er synd for februar, at vi ikke kommer bedre overens. Det er jo ikke februars skyld, at mit sædvanelige tunge, sorte vintertunnelsyn altid lander hårdest her. At jeg slet ikke kan huske hvordan man er glad og glædes. Det er heller ikke februars skyld, at den denne gang blev toppet op med omgangssyge og at min fine bærbar også blev så virusramt, at den måtte forbi en reparatør og renses. Det er heller ikke februars skyld, at jeg har været så arbejdsramt, at det der aftalte deltid blev sat ret meget ud af spillet. 
Undskyld februar. Jeg skal nok prøve, at blive bedre til at tackle dig.
En ny taktik i februar 2016 kunne muligvis være, at jeg holder ferie og så melder mig helt ud af samfundet og bare sover.
Husker at sove formiddags-, middags- og eftermiddagslur og selvfølgelig også husker, at gå tidligt i seng.
Der vil være en seddel på døren til soveværelset, der klart meddeler, at forstyrrelser kun må ske i tilfælde af brand eller hvis nogen skal køres på skadestuen. Alt andet er i kategorien klar-dig-selv eller spørg-en-anden.
Det kunne være min nye taktik til at kvæle vintertristheds-fælden, uden at banke februar oven i hovedet med min utilstrækkelighed. Det har jeg da heldigvis knap et år til at planlægge.
Nu er marts her endelig og det betyder, at foråret er på vej og det betyder jo absolut også, at jeg langt om længe er på vej opad. Endnu ret langsomt, men dog sikkert, som bobler der stiger op igennem vandet mod overfladen.
Det er som chokolade for humør, energi og almene funktioner i dagligdagen, at dagene bliver længere. Min hjerne begynder at virke igen og dryp af energi gør, at jeg begynder at fungere væsentligt bedre og ikke bare tænker på at soooooove og/eller at sætte mig ned på gulvet og tude.
I like it! Jeg har længes efter det. Jeg trænger til at blive glad igen. Jeg har længe nok været træt med træt på af mig selv.
Lyset som solen kommer med, afslører at meget pibler frem i haven. Selvom det ikke er der jeg har opholdt mig mest, så har jeg bemærket, at både ukrudt og det der gerne må komme frem er på vej. Blandt ukrudtet er det brændenælderne, der i første opgang opfordrer til en grundig opgravning med en greb.
Jeg blev lidt træt, da jeg så dem i haven. På den anden side, så er det dejligt konkret forårsarbejde.
Grave, hive, grave, hive, grave, hive. Når ryggen skal rettes ud er det til at se at arbejdet har hjulpet og hvor er jeg helt præcist nået til?
Jeg trænger til lys, luft, energi, overskud, kreativitet og en smule jord under neglene.
Trænger til at mærke noget glæde og lidt lykke boble. Det føles fuldstændigt gennemgodt og fantastisk, at det nu er på vej. Jeg har længtes efter nogle farver og lidt klarhed. Grå og sort er pæne (kedelige) farver, men for meget gråt og sort er enerverende, både for den grå/sorte, men i sandhed også for dem, der omgås den grå/sorte.
Rom blev ikke bygget på en dag. Foråret kommer heller ikke med bulder og brag, men mindre kan også gøre det. Må gøre det. Små bitte skridt i den rigtige retning er bedre end fuld fart ned ad bakke.
Så selvom jeg stadigvæk må finde mig i vand, mudder, regnbyger, slud og is på bilen, så kan jeg hver dag se, at foråret faktisk er på vej. 
Om lidt glemmer jeg igen, at lange, mørke vintermåneder tit er ret tunge for mig. At de slider på min energi og mit humør. At optimismen og drømmene er rejst langt sydpå, men når solen kommer igen, så tror jeg igen på, at det hele nok skal gå og at om lige om lidt, så så kommer mit vaterpas til at stå lidt mere lige.
Jeg skal have fundet et par havestole frem, så solen kan nydes i krogene, når den kommer frem og jeg skal på planteskolen og investere i fine nye friske forårsblomster, der kan pynte i krukkerne ved døren.