Fuld fart på og mere underholdning

Hamsterhjulet løber rigtigt stærkt rundt i øjeblikket, men siden sidst har der dog været fine lyspunkter.

Siden sidst har jeg været til gymnastikopvisning med mindsteteenageren. 
Jeg elsker opvisninger. Det må være noget med gamle cirkus-/gymnast-heste og savsmulden.
Jeg er ikke, hvor jeg var en gang mht. til gymnastiske øvelser. En gang for længe, længe siden, beherskede jeg både bold, tøndebånd og vimpel.
Nu kan jeg nok konkludere, at det vil være knap så yndefyldt og i hvert fald fyldt med fare for mine naboer i en opvisningsopstilling. 
Suk, der er intet så godt som en tur down memorylane......
Et snapshot af en del Mindsteteenagerens hold. 

Heldigvis var det ikke mig, men mindsteteenageren og hendes springhold, der skulle på gulvet. 
Mindsteteenageren orker ikke rytmegymnastik. Der sker for lidt. Der skal meget mere fart på og saltoer både forlæns og baglæns og også lidt araber flik. Hun er supersej og har vist heldigvis ikke tendenser til at blive rundtosset.

Et andet højdepunkter var tirsdag aften sammen med Skovtrolden i Arena Fyn. 

Sting og Paul Simon på deres On stage together tour.
3 timers uafbrudt koncert.
Begge to på scenen med der tilhørende begge bands, Sting på scenen, Paul Simon på scenen og så begge to igen.  
Var det godt? JEPS! Det var så sindsygt vanvittigt godt. 
Bridge over troubled water er en fantastisk smuk sang og den blev altså ikke mindre end knaldhamrende god med Sting. Jeg håber, at der kommer en live cd, når de er færdige med touren.
Fuldstændigt fantastisk aften, så lidt skidt med, at jeg kom alt for sent fra arbejde og over mod Odense og at der var så mange andre end os, der ville spise ude på en tirsdag, at det med at få et bord og få noget mad i fornuftig tid ville blive alt for sent........ Vi endte med flammegrillede burgere på Burger King. Det var nu også ganske udemærket.

I går var der teaterforestilling på ældste teenagerens skole. En hel temauges drama skulle endelig vises for forældre, bedsteforældre og søskende.
Det var godt, selv om det stakkels barn ikke synes, at skolegang på en lørdag var specielt fedt.

I morgen er der både arbejde og kursus på programmet. En lang arbejdsdag - mon hele verden har glemt, at jeg altså arbejder deltids? Efter arbejde, så er det mod kursuscentret.

Jeg har pakket det vigtigste:



Mappe, papir, notesbog, ynglingstusser og mit testresultat. Jeg er en INTP'er. Hvad en INTP'er er for en størrelse vender jeg tilbage til i morgen. 
Tusserne er ikke en direkte del af kurset, jeg elsker bare, at tegne/skrive dagbog, ideer og tanker ned alene på hotelværelset om aftenen. 




Kommentarer

Populære opslag