Fredags-tanker


Fredag plejer at være fridag, men plejer holder fri i dag, så fredag er arbejdsdag og bliver også lige toppet op med et firma-hygge-arrangement efter arbejdstid. Weekenden må vente med at blive indviet til fredag aften, men så sker også med maner. Jeg vil have tapas og en smule rødvin. Det er godt, at have noget at se frem til.
 Jeg er ellers noget så vild med min fredagsfrihed og slipper den meget nødigt, men i dag er det nødvendigt og en god sjat afspadsering på flexkontoen er heller ikke ringe. Det kan bruges til at give fin frihed på et andet tidspunkt i fremtiden.
Jeg har så meget brug for dage, hvor jeg sætter tempoet og opgaverne. Jeg bliver umulig og sortseende uden følelsen af frihed. Det er livsnødvendigt, at der god tid til langsomhed og selvbestemmelse og sådan en dag plejer fredag at være. 

En fredag med praktisk mor-arbejde er jo ikke helt fri-fri, men det er fri nok til mig, når jeg kan tulle rundt i det tøj jeg vil og gøre det jeg vil, eller i hvert fald det jeg synes er mest påtrængende. Bare det, at jeg selv kan bestemme tempoet og rækkefølgen, det er godt nok. Jeg elsker at have god tid til at spise morgenmad og lægge egne planer for dagen.

Et oftest fast punkt på en fredags fridag er, at vaskemaskinen snurrer alt hvad den kan og er vejret til det, så hjælper hundene gerne med at hænge tøj ud på tøjsnoren. Deres hjælp består mest i at løbe med ud og gennemsnuse marken, mens jeg hænger tøj op og deres betaling for hjælpen består så i, at få en hundeguf-pind, når vi kommer ind igen.

Jeg elsker mine fredags-friheder, men i dag er det ok, at jeg skal noget andet. Det er nemlig også godt, det der venter mig der.

Og i aften, så starter weekenden!

Kommentarer

Populære opslag