Konfirmation og langt fra hverdagsform

Mindste teenageren blev konfirmeret d. 26.4. efter alle kunstens regler. 
Alt gik som det skulle. Alt (det vigtige) blev nået og ingen døde af stress. Jeg elsker at holde fester, men erkender at de sidste dage op til en festdag altid efterlader mig i en følelse af kaos og mindre anfald af panik og det var der igen absolut ingen grund til! Vi er gode til at holde fest!

Mindste teenageren var så fin og yndig i sin kjole og med krøller i det lange hår. Hun huskede også alt hvad hun skulle i kirken. 
Jeg har ingen småbørn længere.....Det er altså mærkeligt......at være sådan en med store store børn. 



De der krøller skulle jeg hilse og sige tager lang tid at lave. Det er heldigt, at hun kan selv.





Den eneste detalje, der ikke helt levede op til forventningerne var vejret. 
Så vindstille til at starte med, at det ikke engang kunne blæse lidt i flaget. Senere kom vinden så, men den tog desværre regnen med, så der var ikke noget eftermiddags kaffe og kage på terrassen. Skidt med det. Det ødelagde ikke noget, for der var god plads i udestuen, god mad, god selskab og fine sange. Den yndige konfirmand havde efter sangenes indhold at dømme ikke lavet ret meget ballade. Der var nogle enkelte episoder, der kunne give lidt rødmen i kinderne, men det skal der altså være i en konfirmationssang.

Forplejningen var valgt efter konfirmandens ønske. Hun ønskede "Det vi plejer at få, når vi holder fest" 



Det vi plejer at få er: Grillet lammekølle, vildsvin, kalvesteg serveret med en god omgang flødekartofler og saltkartofler og en ordentlig omgang forskellige salater. 
Desserten er direkte importeret fra Jylland af Moster. Det er masser af is i 5L bokse med forskellig slags drys og jordbærskum ad libitum. 
Natmaden er Skovtroldens vildtspegepølser, røget ande- og gåsebryst, mormors vildtfrikadeller, lun leverpostej og det tilbehør der nu høre til sådan noget. 
Buffet falder altid i god jord og alle kan tage det de bedst kan li'.




Slush ice efter konfirmandens ønske til børn og barnlige sjæle/mødre. (Jeg elsker slush ice)



Konfirmanden er ved at være træt. Det har været en lang dag og batteriet er ved at være tømt. Der er dog endnu lidt energi til at nidstirre den stakkels storesøster. 




Ugen efter konfirmationen bød på alt for meget arbejde ude i samfundet. "Nogen" burde nok have indtænkt nogle fridage til at få huset tilbage i sin helt rigtige hverdagsform. 


Hverdagformen er endnu ikke fundet, selvom der er er gået en weekend.
Noget af weekenden blev nemlig brugt langt hjemmefra. Fredagen stod i endnu en fin konfirmation. Denne gang på toppen af Jylland hos en kusine. 
Det var også en dejlig fest med godt selskab, gode sange og god mad og masser af snak. 
Alle var derfor noget trætte, da turen gik hjem mod Sjælland lørdag formiddag. 
I dag er det blevet mandag og trætheden er stadigvæk noget udtalt.
Men jeg tror, at ældste teenageren må hives ud af sofaen og hjælpe med at få styr på nogle møbler og en ordentlig bunke vasketøj, så vi kan komme tættere på hverdagsformen.






Kommentarer

  1. Det lyder som om det har været en god fest med masser af nærvær, oprydning når man jo på forunderlig vis altid selv om det kan tage lidt tid:) Bare glæd dig til kun at have store børn og det bliver endnu bedre om 10 år:O)

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg elsker at have store børn. Der er bare det der med, at min alder jo så også er fremskridende og det synes jeg ikke helt hænger sammen.....

      Slet
  2. Hvad er det for en størrelse krøllejern i har brugt

    SvarSlet
  3. Omkring 28mm har jeg sådan cirka målt mig frem til og så er det sådan et spidst et, der ikke har den der clips:)

    SvarSlet

Send en kommentar

Populære opslag